Skip to main content

Full text of "Den Danske Stjerne"

See other formats


\<Jb 




STJERNE 

Maj 1977 

126. årgang • Nummer 5 

jéo'ZWToWfJ l é a fL> ; Oyi^ tø* T n t 






I 






&&££» 











A 








■ 




i 




DHHNdansAe 

STJERNE 

Organ for JESU KRISTI KIRKE 
AF SIDSTE DAGES HELLIGE 



Maj 1977 

126. årgang ■ Nummer 5 

Det øverste Præsidentskab 

Spencer W. Kimball 
N. Eldon Tanner 
Marion G. Romney 



De Tolvs råd 

Ezra Taft Benson 
Mark E. Petersen 
Delbert L Stapley 
LeGrand Richards 
Howard W. Hunter 



Thomas S. Monson 
Boyd K. Packer 
Marvin J. Ashton 
Bruce R. McConkie 
L. Tom Perry 



Gordon B. Hinckley David B. Haight 

Rådgivende komité 

Howard W. Hunter L. Tom Perry 
Robert D. Hales O. Leslie Stone 

Redaktør af kirkens magasiner 

Dean L. Larsen 

International Magazines redaktion 

Larry A. Hiller, chefredaktør 
Carol Larsen, medredaktør 
Roger Gylling, designer 

Den danske Stjernes redaktion 

Jørgen Ljungstrøm, Translation Services 
Vodroffsvej 7, DK 1900 København V 
Kurt Voss, Smedevangen 9, 
DK-3540 Lynge 
Harry Bohler, layout 

Tryk 

Paul Giese KG, Offenbach/Main 

Korrespondenter 

Københavns Stav: 

Den danske Mission: 



Abonnement 

Tegnes gennem wards/grensrepræsen- 
tanten: 12 numre dkr. 42,00 
Nævnte priser er inci. moms og porto. 
Betaling over giro 3120988 til Distributions 
Centret, Smedevangen 9, 3540 Lynge. 
United States and Canada: $ 8.00 
(surface mail) 

© 1977 by the Corporation of the Presi- 
dent of The Church of Jesus Christ of 
Latter-day Saints. All rights reserved. 



INDHOLDSFORTEGNELSE 

Er vi i fare for at miste det, det hører evigheden til? 

Præsident Spencer W. Kimball 1 

Vis dig som en mand, Præsident David O. McKay 5 

En optegnelse om vore riger, Jimmy B. Parker 6 

De rigtige kanaler for åbenbaring, fra Joseph F. Smith: 

Evangeliets lærdomme, 1970 8 

Hun var den mor, jeg aldrig havde kendt, Wanda West Badger 9 

De bedstefar skænkede sig selv, Bruce Lyman Bishop 10 

Udarbejdelse af en personlig historie, Ældste Boyd K. Packer 12 
BØRNESTJERNEN 

Modets øjeblikke, Keith Christensen 13 

Et skridt fremad, Nancy M. Armstrong 14 

Nedskriv din egen historie 18 

Familiehjemmeaften 19 

Bare for sjov 20 

Far til søn, Chauncey C. Riddle 21 

Bøn, Præsident Joseph F. Smith 25 

Partnerskab med Helligånden, Theo E. McKean 26 

For at undervise mere fuldkomment, 

Præsident David O. McKay . ..... . . , , 27 



Budskab fra Det øverste Præsidentskab 




is« 



Er vi i fare 
for at miste det, 

der hører 
evigheden til? 

Præsident Spencer W. Kimball 



MéH 




Når jeg gennem årene har haft mine tanker og mit 
hjerte vendt mod mine gode forfædres tilværelse, har jeg 
lært at påskønne dem mere og mere. At lære mine for- 
fædre at kende har ikke blot vendt mit hjerte mod dem, men 
også hjulpet mig til klarere at se evigheden. Mit eget liv har 
rod, ikke blot i det nuværende, men lige så meget i mine 
forfædres tilværelse. 

Jeg husker at have læst et budskab fra bedstefar Kimball til 
sine børn hvori han skrev: „Jeg bryder mig kun om det, der 
hører evigheden til. Når jeg betragter det, der hører Gud til 
og den herlighed, der venter de retskafne, og når jeg tæn- 
ker på den vej, der er så lige, men som kun så få finder, får 
jeg lyst til at bede Herren velsigne mine børn og frelse dem. 
Jeg er taknemmelig overfor Gud, fordi jeg lever i en tid, 
hvor nogen vil finde den og vil blive guder." (Se Orson 
F. Whitney: Life of Heber C. Kimball, side 513. Sait Lake City 
1945) 

Hvis vi lever på en sådan måde, at vi bekymrer os for evig- 
heden, så må vi hellere træffe nogle bedre beslutninger. 



Måske er det derfor, Brigham Young engang sagde, at hvis 
han bare kunne gøre én ting, der ville være til velsignelse 
for de hellige, mente han det skulle være at give dem „øjne 
med hvilke de kunne se fingene, som de er«. (Journal of 
Discourses, side 513) Det er interessant at lægge mærke 
til, hvordan de sidste ord afspejler skriftens ord, hvor sand- 
heden beskrives som „kundskab om tingene, som de er, 
som de var, og som de skal blive«. (L.&P. 93:24) Jakob min- 
der os også om, at Ånden »taler sandhed ... om tingene, 
som de virkelig er og om tingene som de virkelig vil blive 
...« (Jakob 4:13) 

Jo tydeligere vi ser evigheden, des mere selvfølgeligt bliver 
det, at Herrens værk, som vi er engageret i, er et umådeligt 
og storslået værk, med slående ligheder mellem forholdene 
på begge sider sløret. 

Vi har meget at udføre her på jorden, og jeg går ud fra, at alt 
arbejde i kirken kan anbringes i en af følgende kategorier: 
missionærarbejde, tempelarbejde og arbejdet med at holde 
kirkemedlemmerne aktive og trofaste. Det er vanskeligt at 
overvurdere værdien og vigtigheden af nogen af disse akti- 
viteter. Vort store voksende missionærprogram blandt de 
levende er det største, der nogensinde er blevet udført i 
denne uddeling. Vi prædiker, belærer og døber titusinder 
af vore medmennesker. Men missionærarbejde er ikke 
begrænset til at forkynde evangeliet til enhver nation, 
slægt, tunge og folk, der nu bor på jorden. Missionærarbej- 
det fortsætter også på den anden side sløret hos de millio- 
ner og milliarder af vor himmelske Faders børn, som er 
døde, enten uden at have hørt evangeliet eller uden at 
acceptere det, mens de levede her på jorden. Vor store 
andel i dette aspekt af missionærarbejde er på denne jord 
at udføre de ordinanser, som er påkrævet for dem, som 
accepterer evangeliet på den anden side sløret. Åndever- 
denen er fuld af ånder, som ivrigt afventer, at vi skal udføre 
disse jordiske ordinanser for dem. Jeg håber at ser os i 
stand til at ophæve den kunstige barriere, vi så ofte i vore 
tanker opstiller mellem missionærarbejdet, tempel og 
genealogisk arbejde for det er den samme forløsende ger- 
ning. I tidernes løb har der været tidsperioder, hvor Herren 
har samlet sit folk og oprettet evangeliet og visse frelsende 
ordinanser blandt dem. Disse perioder kalder vi evange- 
liske uddelinger, hver ledet af profeter, der bærer det hel- 
lige præstedømme og de nøgler, der bemyndiger til udø- 
velse af dette præstedømme. Vi ærer dem for deres ædle 
og inspirerede gerning i retskaffenhed. Vi ser, at i hver 
uddeling forud for vores egen, er visse aspekter af frelsens 
gerning for alle i Guds store familie blevet introduceret, og 
en del af arbejdet fuldført. 

I vor egen uddeling, som skrifterne har kaldt tidernes fyldes 
uddeling, har Herren lovet, at han ville „samle alt under 
eet, både det, som er i himlen og det, som er på jorden". 
(L.&P. 27:13; Ef. 1:10) 

Sandelig er det at »samle alt under eet« beslægtet med 
apostlen Peters udtalelse med hensyn til »da alt skal blive 
genoprettet, som Gud har talt om gennem sine hellige pro- 
feters mund fra fordums tid". {Ap. Gern.3:21) Denne vigtige 
profeti henviser specielt til tilbagekomsten af de gamle pro- 
feter, som havde rigets forskellige præstedømmenøgler. 



Således blev nøglerne gengivet for den guddommelige 
patriarkalske orden, som de gamle fædre havde, hvilket i 
virkeligheden betød at tiden endelig var kommet, hvor Abra- 
hams store slægt igen skulle have præstedømmet og evan- 
geliet. Gennem dette præstedømme „skal alle jordens 
slægter velsignes". (Abraham 2:11)... hvilket bl. a. bety- 
der, at evangeliets velsignelser bliver bragt ud til de 
enkelte, tillige med præstedømmets nye og evige ægte- 
skabspagt, og at alle Guds udvalgte børn, som er indsamlet 
rundt omkring på jorden, kan blive beseglet i familieen- 
heder ind i Abrahams slægtslinie, eller, med andre ord, ind 
i Guds organiserede evige familie. 

Er der noget mærkeligt i, at kirkens organisation og ar- 
bejde og dens præstedømme er udarbejdet efter de nøgler, 
som den har? Vi er en missionerende kirke og deltager så 
vidt, det overhovedet er muligt, i indsamlingen af Israel. Vi 
er en kirke, der bygger på familier; en kirke, der tager vare 
på sine egne og lægger vægt på økonomisk, intellektuel og 
åndelig undikling af sine familier og enkelte medlemmer 
som forberedelse til frelse i Himlens rige. Og vi er en kirke, 
der er aktivt engageret i tempel- og genealogisk-arbejde for 
os selv og for det uendelige antal af vor himmelske Faders 
børn, som har modtaget løfte om, men som endnu ikke har 
haft mulighed for at gennemgå frelsens ordinanser. Det er 
et arbejde, der gør det meget store tilsvarende missionær- 
arbejde, der udføres i åndeverdenen, endnu mere betyd- 
ningsfuldt. 

Gang efter gang, når jeg har læst visse passager i Bibelen 
med hensyn til dette arbejde, er jeg blevet påvirket af det 
magtfulde spørgsmål, som Paulus stillede, da han spurgte 
de hellige i Korint: 

„Hvad vil ellers de opnå, der lader sig døbe for de døde? 
Hvis døde overhovedet ikke opstår, hvorfor lader de sig så 
døbe for dem? Og hvorfor udsætter vi os selv for fare hver 
time?" (1 Kor. 15:29-30, fremhævelse tilføjet) 
Paulus' sidste spørgsmål har forårsaget mig mange over- 
vejelser i de sidste måneder. Hvorfor er menneskene i ver- 
den i fare? Fordi de ikke kan blive frelst uden deres familier 
og medmennesker. De vil blive ved med at være i fare, indtil 
evangelietbringes til dem på en sådan måde, at deervillige 
til enten at tage det eller afvise det. Dette ansvar brin- 
ger også os i fare, såvidt det gælder missionærarbejdet, 
hvis vi ikke deler evangeliet med dem. 
Samtidig er vi som medlemmer af kirken også i fare, hvis vi 
ikke udfører tempelarbejde. Megen af vores tid er optaget af 
de verdslige, dagligdags detaljer, som selvfølgelig skal ud- 
føres; men de, som er medlemmer af hans rige i denne kri- 
tiske tid, bør stræbe efter at give megen af deres tid og 
indsats til dette rigtige arbejde. 

Disse evigtgyldige principper, der har med åndeverdenen 
og livet herefter at gøre, optog Frelseren, da han blev kors- 
fæstet. Det afspejles i hans udtalelse til den angrende 
røver, gennem de ord, som har forundret så mange: 
„Og en af forbryderne, som hang dér spottede ham: ,Er du 
ikke Kristus? Frels dig selv og os!' 

Da tog den anden til orde og irettesatte ham og sagde: 
, Frygter end ikke du Gud, skønt du er under den samme 
dom? 



Og vi er det med rette; vi får jo kun løn som forskyldt, men 
denne mand har intet ondt gjort.' 

Og han sagde: , Jesus! kom mig i hu, når du kommer i dit 
rige!' 

Da svarede han ham: .Sandelig siger jeg dig: i dag skal du 
være med mig i Paradis.'" (Lukas 23:39-43) 
Hvad mente han dermed? Han mente nøjagtig, hvad han 
sagde. Timerne ville gå, døden ville komme til dem alle, de 
ville gå til en anden verden og „i dag skal du være med mig 
i Paradis." 

I vil også huske, at da kvinden kom tii den døde Frelsers 
grav, var Frelseren ikke i sin grav. Da han mødte hende i 
haven, sagde han: „Rør ikke ved mig; jeg er jo endnu ikke 
faret op til min Fader (i Himlen), men . . . Jeg farer op til min 
Fader og jeres Fader, til min Gud og jeres Gud." (Joh. 
20:17) Han havde endnu ikke været hos sin himmelske Fa- 
der, så han var ikke taget direkte til den himmel, som vi 
tænker på. Han var et andet sted. 

Og så forklarer Peter os senere nøjagtigt, hvor Frelseren 
tog hen og med hvilket formål. 

„Thi også Kristus døde én gang for synder, en retfærdig for 
uretfærdige, for at han kunne føre jer til Gud. Han led døden 
i kødet, men blev vakt til live i ånden, 

i hvilken han også drog hen og prædikede for de ånder, der 
var i forvaring . . . 

Thi derfor blev evangeliet forkyndt også for de døde, for at 
de vel skulle dømmes på legemet, som menneskerdømmes, 
men leve i ånden, ligesom Gud lever." (1. Peter 3:18, 19; 4:6) 
Han sørgede for den mulighed, hvorved de kan omvende sig 
fra deres synder, forandre deres indstilling og deres til- 
værelse og leve i henhold til Gud i ånden. Vi ved ikke, hvor 
mange millioner af ånder, det drejer sig om. Vi ved, at 
mange er døde i krige, under epidemier og forskellige slags 



ulykker. Vi ved, at åndeverdenen er fyldt med menneskelige 
ånder, som venter på, at du og jeg skal komme i gang - 
venter, ligsom underskriverne af den amerikanske friheds- 
erklæring ventede. „Hvorfor," spurgte præsident Wilford 
Woodruff, „hvorfor lader De os vente?" Det spørgsmål bli- 
ver til stadighed også stillet os, men af vore egne medlem- 
mer. 

Vi tænker på vore forfædre - bedsteforældre, oldefor- 
ældre, tipoldeforældre, osv. Hvad mener de om jer og mig? 
Vi er af deres blod. Vi har ansvaret for at udføre deres tem- 
pelarbejde, og alligevel står vore smukke Herrens templer 
dag efter dag, og er ikke altid fyldte. Vi har et stort ansvar, 
som vi ikke kan skubbe tilside, og vi står i fare, hvis vi und- 
lader at udføre dette betydningsfulde arbejde. 
Jeg håber, vore hellige vil forstå den strålende virkelighed i 
alt dette, hvor arbejdet som udføres i vore templer i denne 
verden, hjælper os til at berede os for en anden og bedre 
verden. 

Templerne er reserveret til hellige ordinanser for de 
levende og de døde. Værdige medlemmer af kirken bør 
besøge templerne så ofte, det er muligt for at deltage i dette 
vigtige arbejde. En af de ordinanser, der udføres i templet 
er begavelse, der omfatter et instruktionskursus om man- 
dens og kvindens evige rejse fra forudtilværelsen gennem 
livet her på jorden og videre til ophøjelsen, som er mulig for 
enhver. 

Brigham Young har givet udtryk for dette med hensyn til 
begavelse: 

„Lad mig ganske kort give jer en definition. Jeres begavelse 
er at modtage alle de ordinanser i Herrens hus, som er nød- 
vendige for jer, efter at I har forladt dette liv; at gøre jer i 
stand til at komme tilbage til Faderens nærvær og gå forbi 




de engle, der står vagt ... og opnå jeres evige ophøjelse 
..." {Discourses of Brigham Young, side 416) 
På grund af begavelsens og de andre tempelordinansers 
hellige natur må de, som besøger templet for at modtage 
dem, være beredte og værdige. Folk, som bliver omvendt 
til kirken, føler sig ofte begejstret tilskyndede til at komme 
til templet umiddelbart efter deres dåb. Men det tager tid at 
tilpasse deres tankegang det, der er af evig natur, og det 
tager tid at tilpasse deres tilværelse, så de er beredte og 
værdige, når de endelig kommer i templet. Derfor har vi til- 
rådet stavspræsidenter og biskopper ikke at anbefale folk 
at tage til templer for at få deres begavelser, før de er til- 
strækkeligt modne i evangeliet. Vi har anlagt en regel om, 
at nyomvendte skal berede sig mindst et år efter dåben, før 
de modtager disse yderligere ordinanser og velsignelser. 
Vi er også på vagt overfor, at vore templer ikke bliver van- 
helligede ved upassende opførsel. 

Ordene „Herrens hus" står på hvert enkelt tempel. Et tem- 
pel er Herrens hus, og når vi træder ind i hans hus, så er vi 
hans gæster, derfor bør vi gøre alt, der er muligt, for at 
holde Herrens hus helligt, ubesmittet, rent og smukt. 
Nogle af oldtidens templer blev besmittet af udenforståen- 
des dårlige opførsel. Salomons tempel blev for eksempel 
vanhelliget af sådanne, som uden myndighed trængte ind i 
templet, bortførte dets kostelige skatte og bragte disse 
skatte til fremmede lande for at bruge dem ved afguds- 
dyrkelse. Men muligheden for udenforståendes vandel er 
ikke den eneste mulighed for besmittelse af hellige steder. 
Hellige templer kan også besudles og besmittes af medlem- 
mer af kirken som besøger templerne og uværdige indgår 
pagter, eller som ikke er beredte for eller villige til at accep- 
tere og leve efter de indgåede pagter. Når folk besøger 
templet og derpå tager let på de hellige principper, 
besudler de det. Når mennesker, der ikke har omvendt sig, 
accepterer de hellige ordinanser uden helt at have besluttet 
sig til at vise sig værdige, er de med til at besmitte og ven- 
hellige de hellige templer. 

Når løfter aflægges og pagter indgås, uden at man oprigtigt 
og alvorligt har til hensigt at efterleve dem, så kan det 
betyde besmitning af de hellige templer. Det er ikke blot et 
spørgsmål om at modtage en anbefaling til at komme ind i 
Herrens templer, men i lige så høj grad et spørgsmål om at 
have en ren, ubesmittet og angergiven ånd. Når vi går ind 
gennem Herrens hus' dør, bør vi erindre os det tema, som 
nævntes i Washington templet: 
„Gå gennem denne dør, som var gulvet dér af guld; 
Og hver en vægtig juvel, af kostbar værd; 
som om et kor, iklædt flammekjortler sang derinde; 
Ingen råben eller hastværk — kun stille ... for Gud er her." 
(fra Words of Life, side 45 
oversættelse Jørgen W. Schmidt) 
Vi har alle haft lejlighed til at vente på nogen i ét minut, en 
time, en dag, en uge eller endog år. Kan I forestille jer, 
hvordan vore forfædre må føle, når nogle af dem måske har 
måttet vente i årtier eller endog måske i århundreder på, at 
tempelarbejdet bliver udført for dem? Jeg har prøvet med 
sindets øjne at forestille mig vore forfædre, som ængsteligt 
venter på dem af os, som er deres efterkommere og med- 



lemmer af kirken på jorden, for at vi skal gøre vores pligt 
overfor dem. Jeg har også tænkt på, hvor forfædeligt det 
må være for os at træffe dem i livet herefter og måtte 
erkende, at vi ikke har været så trofaste, som vi burde være 
her på jorden med hensyn til at udføre disse ordinanser for 
dem. 

I løbet af de sidste få måneder har jeg haft den velsignelse 
at overvære genindvielsen af en række af vore templer. 
Måske lader Herren os holde sådanne genindvielser, for at 
vi kan sidde der i templet og tænke over og overveje det, 
som vi burde gøre, Som følge af sådanne oplevelser har jeg 
besluttet mig at fortsætte med at give af mig selv og min 
energi til dette store og vigtige arbejde og at opmuntre 
andre til at gøre det samme. 

For nylig følte jeg mig påvirket til at tale om arbejdet for de 
døde, fordi jeg følte det samme behov for det, som jeg gør 
fo missionsærarbejdet, fordi det i virkeligheden er ét og det 
samme. Så vidt jeg ved, har der aldrig før i denne udeling, 
været et tidspunkt, hvor vi har haft fire templer på forskel- 
lige stader af planlægning og opførelse, sådan som vi har 
det nu. samtidig med ombygning og genindvielse af andre. 
„Derfor," sagde jeg til mine brødre, generalautoriteterne, 
„er dette arbejde bestandigt i mine tanker, for det må føres 
fremad." 

Når man nu tænker på betydningen af tempelarbejde, ville 
det så ikke være vidunderligt, hvis ethvert sidste dages hel- 
ligt hjem i hvert enkelt barns soveværelse, eller på væggen 
i dagligstuen havde et ret stort billede af et tempel, der 
kunne hjælpe dem til ofte at tænke på formålet med disse 
skønne bygningsværker. Jeg tror, at langt flere ægteskaber 
ville blive indstiftet i templet, end det er tilfældet idag, fordi 
børnene i deres opvækst bestandigt ville have et af vore 
templer for øje, som en påmindelse og et mål. Jeg anbefaler 
de hellige det. Det koster næsten intet og vil bestemt 
hjælpe til at udvikle de små opvoksende sjæles tankegang, 
når templet og dets betydning forklares og drøftes ved 
familiehjemmeaftenerne. 

Dette er Herrens værk, og han har givet os det. Det er vort 
ansvar, vor fornøjelse og vort privilegium at bringe dette 
værk fremad. Vi bør indrette os på en sådan måde, at 
værket kan skride fremad. I Johannes Åbenbaring så han, 
at engang i fremtiden (og det er stadig fremtiden for os) vil 
de, som var trofaste og har renset deres tilværelse, arbejde 
dag og nat i de hellige templer. Øjensynligt vil der være en 
konstant række af gruppe-, de- gå" gennem templet, på 
omtrent samme måde, som det engang skete i Nauvoo 
templet. Min bedstefar, Heber C. Kimball, skrev i sin dag- 
bog, at i de sidste dage af februar 1846 gik grupper gennem 
Nauvoo templet dag og nat, „langt ud på natten og helt ind i 
den nye dag", som han udtrykte det. Han antydede, at bror 
Brigham Young førte én gruppe igennem, bror Willard en 
anden gruppe, og han selv en tredje, og så videre. De tro- 
faste hellige dengang var så ivrige efter at få de mange 
velsignelser og ordinanser, der gives i templet, at de bog- 
staveligt talt levede i templet disse sidste få timer, før de 
satte over prærierne. / dag burde vi begynde at handle med 
samme iver og ønske. 
Vi har bedt kirkens medlemmer fremme værket med at 



vende børnenes hjerter til fædrene ved at få deres hellige 
familieoptegnelser i orden. Disse optegnelser, især inklu- 
derende „optegnelser om vore døde" (L.&P. 128:24), er en 
del af den „offergave i retfærdighed", som Malakias taler 
om (Mal. 3:3), som vi skal yde i hans hellige tempel og uden 
hvilken vi ikke kan forvente dagen for hans komme. 
Vi har også bedt om, at kirkens familier indretter sig, så de 
mere effektivt kan udføre deres hellige missionærarbejde 
og pligter overfor velfærdet, udervisningen i hjemmet, samt 
ansvaret for tempel- og genealogisk-arbejde, for at 
opbygge mønstret for det, der skal komme. Jeg husker, at 



de sidste offentlige ord, der blev udtalt af min bedstefar, 
Heber C. Kimball, gik ud på, at tiden er kommet for alle 
mennesker til at sætte deres huse i orden. 
Profeten Joseph Smith sagde: 

„Brødre, skal vi ikke gå fremad for denne store sag? Gå fre- 
mad og ikke tilbage. Frisk mod, brødre, og fremad til sejr! 
Lad jeres hjerter fryde sig og være glade." (L&.P. 128:22) 
Min bøn for alle os, som er medlemmer af kirken i denne 
store tidernes fyldes uddeling, er, at vi virkelig må gå fre- 
mad i dette store værk, så vi ikke skal risikere at miste vor 
evige belønning. 



VIS DIG SOM EN MAND 

af Præsident David O. McKay 

Mange hundrede år er gået, siden menneskene fik be- 
læring om værdien af at sætte pris på et ærligt hjerte. 
„Som et menneske tænker i sit hjerte, sådan er det", 
proklameredes dengang, da en klog mand skrev Ord- 
sprogenes Bog. Sådan var det også med den guddom- 
melige påberåbelse „Giv mig dit hjerte, min søn, og lad 
dine øjne synes om mine veje!" (Ordspr. 23:26). 
Intet livsprincip blev fremhævet mere af Den store Læ- 
rer end nødvendigheden af retfærdig tænkning. For Ham 
var ingen, hvad Han syntes at være udvortes, eller hvad 
han foregav at være ved sin tale: hvad en mand tænkte, 
afgjorde altid, hvad han var. 

Kristi lære, angående menneskets pligt over for sig selv 
og dets pligt over for næsten, er gennemtrængt med den 
sandhed, at tanken altid er afgørende for menneskets ret 
til lykke eller fordømmelse. 

I en åbenbaring til profeten Joseph Smith lagde Herren 
vægt på efterlevelse af det princip, at De tolv Apostles 
første pligt er at prædike Jesu Kristi Evangelium. „Men 
rens jeres hjerter for mig og gå da ud i al verden og 
forkynd mit evangelium for hver skabning, som endnu 
ikke har modtaget det." (L. & P. 112:28). 
Det er rigtigt nok, at den åbenbaring blev givet til præ- 
sident Thomas B. Marsh af De tolvs Råd, specielt til de 
tolv, men den gælder også for missionærarbejdet. Vi 
har længe sagt, at ethvert medlem er en missionær. Kun 
de, hvis hjerter er rene og hvis tanker er høje og fine, 
kan påvirke andre til at søge at opnå disse høje idealer. 
Hvilken grundlæggende lære og hvor vidunderligt! Til- 
fredshed, selverkendelse, fred — alt det, der gør livet 
værd at leve — har deres udspring i den enkeltes tanker. 
Samme sted fra kommer uro, forvirring, elendighed — 



alt, hvad der fører til opløsning og død. Det er en livs- 
vigtig lektie, som altfor sjældent tages i betragtning. 
Mennesker påvirkes og bevæges til handling mere af, 
hvad de tror, at andre mennesker tænker, end af, hvad 
de selv tænker. Alt for mange mennesker tillader sig at 
mene, at man kan engagere sig i synd, så længe det ikke 
„opdages". De går ud fra, at uærlige handlinger kan ud- 
føres, hvis de holdes hemmelige. 

For at anføre blot ét eksempel: På samme måde som 
drenge af tidligere generationer listede sig til at gemme 
sig bag udbygninger og budskadser for at ryge, således 
finder drenge i dag gemmesteder for det samme, og de 
tror blindt, at det er helt lorden, hvis blot de kan arran- 
gere det, så de ikke bliver opdaget. 
Uden hensyn til, hvad den skjulte gerning er, hvadenten 
den bliver opdaget elier ej, så betaler den, som begår 
den, straffen for sin synd og ubetænksomhed. Hensigten, 
som går forud for handlingen, efterlader sit uudslettelige 
indtryk på karakteren. Og selvom synderen måske vil 
gyde balsam på sin samvittighed ved at sige, at han 
„ikke vil regne med denne", så vil den dypt i hans sind 
blive med regnet alligevel, og arrene i hans karakter vil 
stå imod ham på dommens dag. Ingen kan gemme sig 
for sine tanker eller slippe fra deres uundgåelige følger. 
I betragtning af det ansvar for lederskab, som hvert 
eneste medlem har i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages 
Hellige og i verden som helhed, vil det være godt om 
hver af os vil standse op regelmæssigt og gøre status 
for sig selv, så vi kan finde ud af, hvad vi tænker på, når 
vi ikke er nødt til at tænke. „Det som et menneske tæn- 
ker i sit hjerte, sådan er han . . .", og „Hvad du er", som 
Emerson (Ralph Waldo Emerson, amerikansk forfatter 
og filosof 1803—1882), siger „runger så stærkt i mine 
ører, at jeg ikke kan høre, hvad du siger." 
(Fra bogen: Lad det blive et godt ægteskab, 1971) 



En optegnelse 

om. 
vore riger 



af Jimmy B. Parker 



Vi skaber familiehistorie hver dag, 
men hvor nedskriver vi den? 




For adskillige år siden knælede min kone og jeg ved et 
alter i Salt Lake Templet. Min kønne brud anbragte sin hånd 
i min, og vi blev beseglet til hinanden for tid og al evighed. 
Jeg forstår nu mere fuldtud end dengang betydningen af de 
løfter, vi aflagde som en del af denne beseglingsordinanse. 
Den dag blev grundstenen til et nyt rige lagt — vores evige 
familieenhed. Som årene er gået, har jeg i glimt begyndt at 
se betydningen af dette rige, der således blev oprettet i mit 
navn. Med de løfter om velsignelser, der blev givet ved tem- 
pelaltret, er der fulgt et højtideligt ansvar for at begynde at 
føre en optegnelse om „mit rige". 

Optegnelser er vigtige i alle Guds riger - kirken, dens 
enheder og især de enkelte familier. Tidligt i denne udde- 
ling følte Joseph Smith betydningen af at føre optegnelser: 
„Efter bøn af præsident Joseph Smith, jun., sagde denne, 
om vi tålmodigt ville høre efter, at han kunne forelægge 
rådet en sag af stor vigtighed. Han havde af erfaring lært 
noget, som altid beredte ham stor sorg, når han tænkte 
derpå. Hvis jeg i dag havde haft skriftligt i min besiddelse 
enhver beslutning, som vi har taget angående vigtige lære- 
punkter og pligter fra dette værks begyndelse, ville jeg 
afgjort ikke skille mig af med dem for penge. Men vi har for- 
sømt at føre optegnelser over disse ting, måske fordi vi 
troede, at de sidenhen ikke ville være af nogen værdi for 
os." (Profeten Joseph Smiths Lærdomme, siderne 83-84) 
Kirken har som helhed et klart behov for optegnelser om 



rigets værk. Om føring af optegnelser af vore individuelle 
riger, skrev ældste John A. Widtsoe: 

„Sådan som jeg ser det, bør der i hver eneste familie føres 
en optegnelse om den umiddelbare familie: faderen, bed- 
stefaderen, oldefaderen — i det mindste dem, vi har erin- 
dring om. Den optegnelse bør være en bog, der er kendt og 
benyttet i familiekredsen. Og når et barn vokser op og star- 
ter sin egen familie, er noget af det første, det unge par bør 
tage med sig, deres familiers optegnelser, som da udstræk- 
kes til også at omfatte dem selv, som tiden går. Det spiller 
ingen rolle, om der bliver tale om duplikering. Der er styrke 
og inspiration og glæde ved at have en sådan optegnelse 
ved hånden, hvor man kan læse historien om sine forfædre, 
deres navne, de tider, hvori de levede og noget om deres til- 
værelse, og hvad de opnåede. Enhver af os har individuelt 
ansvaret for at føre optegnelser, og vi bør påtage os det." 
{Church News, 3. okt. 1942) 

Sådanne optegnelser, som ældste Widtsoe nævner sam- 
stemmende med andre af Herrens tjenere, kan, i hænderne 
på vise forældre, blive yderst effektive hjælpemidler til at 
belære deres børn og børnebørn. Men hvilke slags op- 
tegnelser bør føres og på hvilken måde? 
De fleste af os har hørt noget om at før optegnelser vedrø- 
rende personlig historie, familiehistorie, mindebøger, per- 
sonlige dagbøger, optegnelser over hellige oplevelser, øko- 
nomiske optegnelser osv. Listen synes at være temmelig 



overvældende, indtil man sætter dem i det rette perspektiv. 

1. Præsident Spencer W. Kimball har overfor kirkens unge 
fremhævet vigtigheden af at føre dagbog. Efter omhyggeligt 
at have forklaret, hvad en dagbog bør indeholde, opsumme- 
rer han det på denne måde: 

„Få fat på en notesbog, mine unge venner, en dagbog, der 
vil vare evingelig, og måske vil englene citere fra den i al 
evighed. Begynd i dag og skriv i den, hvad I foretager jer, 
jeres inderste tanker, det I når, og det, som I ikke når. Skriv 
om jeres kammerater og jeres sejre, jeres indtryk og jeres 
vidnesbyrd. Husk, at Frelseren irettesatte dem, som undlod 
at nedskrive vigtige begivenheder." (Se 3. Nephi 23:7-137) 

2. Det er bare een af adskillige påmindelser, vi har fået 
fornylig om at føre optegnelser over vores tilværelse. I 
stavskonferencerne i første halvdel af 1976 blev betydnin- 
gen af at forberede og føre endnu en slags optegnelser 
fremhævet — nemlig en personlig historie. Mange af os har 
prøvet at finde nedskrevet materiale om vore forældre, 
bedsteforældre, oldeforældre og så videre. I almindelighed 
gælder det, at jo tidligere generationen levede, des mindre 
oplysninger kan vi finde om dem. Vil vore efterkommere 
komme ud for de samme skuffelser, som vi har oplevet, når 
de leder efter oplysninger om vor tilværelse?" (Den fulde 
tekst af præsident Kimballs bemærkninger følger i juni- 
nummeret.) 

Ønsker vi, at vore efterkommere skal gøre de samme fejl, 
som vi har gjort? Eller ønsker vi, at de skal kende de vidnes- 
byrd, vi har om evangeliet, og hvilke oplevelser der gav os 
disse vidnesbyrd? 

Vi har allerede mange af de oplysninger, der er brug for til 
at påbegynde vores personlige historie. Vi har sikkert en 
eller anden form for personlig dagbog eller noteringskalen- 
der, en skreven historie eller biografi, der tidligere er sam- 
let, scrapbøger, fotografier, båndoptagelser over aktiviteter 
i kirken, breve og meget, meget andet. Nu er vi allesammen 
blevet bedt om at organisere dette materiale og skrive en 
historie om vort liv, der opsummerer alle de betydnings- 
fulde begivenheder i vort hidtidige liv og især de begiven- 
heder, der kan være nyttige at have beretninger om ved 
belæringer af vore efterkommere. Når nedskrivningen af 
denne personlige historie er færdiggjort til dato, behøver vi 
herefter kun at gennemgå og ajourføre den regelmæssigt, 
hvilket måske vil sige hvert andet eller tredie år. 
I nogle tilfælde vil det måske være lettere at optage en per- 
sonlig historie på bånd snarere end at nedskrive den, for- 
nogle mennesker er ikke gode ti! at skrive. Måske kan så 
et af børnene, ægtefællen eller en anden senere afskrive 
den. 

Jeg har fundet ud af, at en af mine mest effektive måder at 
huske de begivenheder, jeg ønsker skal med i min person- 
lige historie, er altid i en to eller tre ugers periode at med- 
føre nogle kartotekskort. På hvert af disse kort har jeg 
øverst skrevet mine livsår, ét årstal på hvert kort. Når jeg 
kommer i tanker om en eller anden oplevelse, skriver jeg 
den på det pågældende kort, som en påmindelse om be- 
givenheden. Somme tider kan jeg ikke nøjagtigt huske, 
hvilket år det skete, og så skriver jeg dem på særlige kort 
med overskrifter som f. Eks. „før skolen", „underskolen", 



„mellenmskolen", „studietid", osv. Kortene danner grund- 
lag for udskrivningen af min personlige historie. 
Efterhånden som familierne kommer i gang med deres 
genealogiske arbejde og lærer deres forfædre at kende, vil 
de ofte ønske at samle og nedskrive disse forfædres op- 
kopiere dem til deres egne optegnelser, men selve indsam- 
lingen af materialer gøres i fællesskab. 
3. I mange år har vi hørt om mindebogen som en familie- 
historie. Alligevel har vægten været lagt på at føre stamtav- 
ler, familiegruppeoptegnelser og personlige optegnelser i 
den bog. Selvom alle disse optegnelser er vigtige for ud- 
førelsen af det genealogiske arbejde og for aflevering af 
navne til udførelse af tempelarbejde, så er det ikke alene 
det, der i gamle dage var ment med udtrykket „mindebog". 
I Moses 6:5-6 læser vi: 

„Og en mindebog blev ført, hvori der blev nedskrevet på 
Adams sprog; thi så mange, som påkaldte Gud, blev det 
givet at skrive ved inspirationens ånd. 
Og de lærte deres børn at læse og skrive, thi de havde et 
sprog, som var rent og uforfalsket." 

Da de, der „påkaldte Gud", på Adams tid, lærte børnene at 
læse og skrive, er det sandsynligt at de ville bruge det der 
var skrevet „ved inspirationens ånd" til at udføre denne op- 
gave. Det ser ud til at skemaer og formularer alene ikke har 
været nok. Der må have været mere i den mindebog, end vi 
i vor tid anbringer deri. 

Vi burde som en del af vores familieoptegnelser have en 
beretning om Guds handlemåde med hvert enkelt medlem 
af vores familie, skrevet „ved inspirationens ånd". Forestil 
jer hvilken betydning det vil have på vore familiemedlem- 
mer, hvis vi lærer dem de storslåede evangeliske princip- 
per om åbenbaring, tiende, faste, bøn osv. ud fra personlige 
familieoplevelser, idet vi benytter dem som et andet vidne 
om de sandheder, der findes i standardværkerne. Forestil 
jer også de mange gange disse hellige familieoptegnelser 
vil blive benyttet ved familiehjemmeaftener og andre lejlig- 
heder til belæring for at personliggøre de evangeliske 
sandheder. 

Vores nuværende familie har en ringbog i A-4 format, hvori 
vi opbevarer optegnelser om vor families medlemmers hel- 
lige oplevelser. Deri har vi f. eks. 

1. Kopier af de patriarkalske velsignelser for hvert enkelt 
medlem af familien, som har modtaget en sådan. 

2. Opsummeringer af velsignelser givet ved indsættelse af 
forskellige stillinger i kirken. 

3. Opsummeringer af særlige velsignelser givet ved sygdom 
eller andre lejigheder. 

4. Opsummeringer af velsignelser givet som en del af vel- 
signelser af et barn, bekræftelse eller ordinering til 
præstedømmet. 

5. De indtryk, hvert enkelt familiemedlem modtog ved dåb 
eller andre vigtige begivenheder i den pågældendes liv. 

6. Vore vidnesbyrd om Jesu Kristi evangelium. 

7. Andre optegnelser om oplevelser, vi ønsker at huske som 
noget helligt. 

Denne ringbog og dens indhold kendes og er elsket af alle 
vore børn, og de læser ofte i den. Vi bruger den også, når 
som helst vi føler et behov for det ved vore familiehjemme- 



aftener. For eksempel var vores datter Kerrie i efteråret ved 
at forberede sig på at skulle døbes, og da var det mest 
effektive hjælpemiddel i belæringen om det, der forvente- 
des af hende, de oplevelser og erfaringer, som hendes 
ældste søster Jamie havde nedskrevet tre og et halvt år 
tidligere. De indtryk, som Jamie havde motaget, inspirere- 
de også Kerrie til at nedskrive sine følelser, da hun blev 
døbt. 

Da jeg blev indsat som medlem af højrådet, gav vores stavs- 
præsident, Clarence D. Samuelson, mig en ganske særlig 
velsignelse. Så snart det var praktisk muligt, safte min kone 
og jeg os og nedskrev så meget, som vi kunne huske af vel- 
signelsen. Som tiden er gået, er de løfter, der blev givet mig 
af stavspræsidenten, blevet husket, og mange af dem 
opfyldt. 

Fotografier, scrapbøger, håndarbejde, møbler og andre 
klenodier kan være vigtige påmindelser om hellige be- 
givenheder i vor egen tilværelse eller deres, som har levet 
før os. Hvis de bibringer os erindringer, som bør holdes i 
ære, bør de også være en del af vore familieoptegnelser. 
Der er mange forskellige måder at føre optegnelser, og 
adskillige forskellige slags optegnelser. 
Men de er ikke så overvældende, når man tager i betragt- 
ning, at Herren gennem sine profeter har befalet os at føre 
optegnelser over de vigtige begivenheder i tilværelsen. Og 
han lod profeterne i Mormons Bog sætte eksemplet for 
førelse af optegnelser, og det gælder især Nephi, for i 
1. Nephi 9:2—4 læser vi: 

„Og som jeg før har sagt om disse plader, se, det er ikke de 
plader, hvorpå jeg skriver en fuldstændig beretning om mit 
folks historie; 
Jeg har ikke desto mindre fået befaling af Herren til at lave 



disse plader i den specielle hensigt, at der skulle graveres 
en beretning på dem om mit folks religiøse virksomhed. 
På de andre plader skulle der skrives en beretning om kon- 
gernes regering og om mit folks krige og uroligheder; der- 
for skal disse plader hovedsageligt handle om den religiøse 
virksomhed, og de andre plader er for størstedelen om kon- 
gernes regering, om krigene og urolighederne blandt mit 
folk." 

Hvis vi kunne betragte vore optegnelser over åndelige ople- 
velser, sådan som Nephi gjorde med sine små plader og 
sammenligne alle de andre optegnelser, vi har fået befaling 
om at føre, med Nephis store plader, havde vi et perspektiv, 
der ville gøre det muligt for os at træffe vise beslutninger 
med hensyn til, hvad hver enkelt af de optegnelser, vi er 
blevet bedt om at føre, bør indeholde. 
Som overhoveder for vor familier bør vi overveje dette, 
både når vi skal beslutte os til, hvilke og hvordan op- 
tegnelserne for vort rige skal føres: 

1. Hvad er mest vigtigt for mine efterkommere? 

2. Hvilken form vil gøre mest indtryk på mine efterkommere 
med hensyn til betydningen af denne optegnelse for 
deres tilværelse? 

3. Hvilke personlige begrænsninger må jeg tage hensyn til 
ved udarbejdelsen af en sådan optegnelse? 

4. Da mit rige er en miniature-udgave af Guds rige, hvor 
nær kan jeg komme til at efterligne hans måde at føre 
optegnelser på? 

5. Hvad ønsker Herren, at jeg skal gøre? 

Det forekommer mig usandsynligt, at vor himmelske Fader 
ikke har optegnelser over sit riges begyndelse. Og jeg er 
sikker på, at jeg ønsker at have en optegnelse til mine efter- 
kommere i dette liv og i evigheden, hvori jeg kan fortælle 
dem om begyndelsen til mit rige. 



De rigtige kanaler for åbenbaring 

Det har nogen gange været sørgeligt at se respekterede med- 
lemmer at Kirken, mennesker som skulle vide bedre, lade sig 
blive redskaber for forførende ånder. Sådanne mennesker sy- 
nes, i hvert tilfælde for øjeblikket, at have mistet blikket for den 
kendsgerning, at Herren har oprettet Præstedømmet i dets 
fylde på jorden og det ved direkte åbenbaring og befaling fra 
himmelen; at Han har indstiftet en orden eller regering, der er 
mere kvalificeret, og som er menneskets visdom og forståelse 
overlegen, ja, så meget, at det synes umuligt for det menne- 
skelige sind at fatte det Hellige Præstedømmes skønhed, magt 
og natur uden bistand fra Guds Ånd. Det forekommer menne- 
skene vanskeligt at fatte Præstedømmets måde at virke på, 
dets retsmæssige myndighed, dets åndelige omfang og kraft; 
og alligevel er det let at forstå ved Åndens lys, men forstår man 
det ikke, bedrages man let af de forførende ånder, der er ud- 
bredt i verden. Man ledes til at tro, at et eller andet er forkert, 
og det næste der hænder er, at man får sig selv til at tro, at 
man er udvalgt til at sætte tingene på plads. Det er meget 
uheldigt for et menneske at blive fanget i denne snare. 
Der er ikke nogen som helst der skulle udråbe sig som åben- 
barer, profet, seer eller inspireret mand, og give åbenbaring til 
Kirkens ledelse eller foregive at give Kirkens præsiderende 



autoriteter i nogen del af verden befaling, allermindst i Zions 
midte hvor Præstedømmets organisationer er omtrent fuld- 
komme. Det er hver enkelts ret at blive inspireret og modtage 
tilkendegivelser fra Helligånden til deres personlige vejledning 
for at styrke deres tro og for at blive opmuntret i retfærdig- 
hedens værk, og til at være trofaste og være opmærksomme 
på og holde de bud, som Gud har givet dem. Det er enhver 
mands og kvindes privilegium at modtage åbenbaring i denne 
udstrækning, men ikke videre. I det øjeblik en person påberå- 
ber sig retten til at lede og befale eller sidde til doms over sine 
brødre, særlig over dem som præsiderer, bør han øjeblikkelig 
standses, ellers vil resultatet blive strid, splittelse og forvirring. 
Enhver mand og kvinde i denne Kirke burde vide bedre end at 
give efter for en sådan ånd; i det øjeblik en sådan følelse kom- 
mer frem i dem, bør de drive den bort, da det er i direkte 
modstrid med Præstedømmets orden og dette værks ånd. Vi 
kan ikke antage andet som autoritativt end det, som kommer 
direkte gennem den udpegede kanal, Præstedømmets indstif- 
tede organisationer, hvilket er den kanal, som Gud har udpeget 
til at bekendtgøre sin vilje og sit sind for verden. 

(Fra Joseph F. Smith; Evangeliets lærdomme, 1970) 



8 



Mormondagbøger 



Hun var den mor, 
jeg aldrig havde kendt 

Af Wanda West Badger 



Min mor døde, da jeg kun var seks år gammel, og 
længslen efter at lære hende at kende har altid pint mig, 
især i mine ungpigedage. Jeg ville så gerne kende til hen- 
des aktiviteter, hendes omgangskreds, hendes tøj, om hun 
underviste i søndagsskolen (det gjorde jeg på det tids- 
punkt). Så da jeg var 18 år gammel, lavede jeg en bog og 
helligede den min tilkommende attenårige datter, så hun 
kunne komme til at vide noget om min tilværelse. 
Og så flere år efter at jeg var blevet gift, gav min mors far 
mig en lille notesbog, han havde fundet. Det var en dagbog 



over 5 måneder, som min mor havde ført, begyndende med 
hendes high-school eksamen i 1917. Hvor var jeg dog 
begejstret over endelig at kunne læse hendes egne tanker 
og følelser, i stedet for som hidtil at få dem på anden hånd. 
Jeg fandt ud af, hvad hun brugte det meste af sin dagligdag 
til: at vaske og skure og lave mad for sin familie, idet 
hendes egen mor var død to år tidligere. 
Men hun fandt også tid til andet: i løbet af fem måneder var 
hun 24 gange i biografen! Jeg læste om hendes omgangs- 
kreds, om hendes begejstring for at tage til det gamle 
Saltair (bade og forlystelsesetablissement) ved bredden af 
Saltsøen, over at spadsere gennem Liberty Park i Salt Lake 
City søndag eftermiddag, og om hvordan hun trofast hver 
uge underviste i sin søndagsskoleklasse. 
Og så i efteråret 1975 kom der med en fætter fra Californien 
et fotografialbum, som havde tilhørt min mors søster, inde- 
holdende flere snese fotografier af min mor. Mit hjertes 
inderste ønsker var dermed opfyldt. Hun smilede altid - et 
strålende smil. Og hendes tøj! Fløjlsskørter, bluser med 
pyntebånd, store bredskyggede hatte, overdådigt pyntede 
med blomster. 

Med disse billeder for øje og i stand til at læse, hvad hun 
skrev, føler jeg mig nært knyttet til min mor. Når jeg skal 
møde hende igen, vil hun ikke være en fremmed. 




9 




Da bedstefar 
skænkede sig selv 




Af Bruce Lyman Bishop 



Albert Lyman og hans far vågnede og opdagede, at 
deres heste var løbet bort i nattens mørke. Deres kvæg 
græssede i et isoleret område omkring 150 km fra den 
nærmeste by. De havde ikke forråd nok til at kunne klare 
sig, mens de til fods begav sig hjemad — de måtte enten 
finde deres heste eller dø derude. 

Da Albert var ung og den sundeste af de to, tog han afsted 
for at finde de bortløbne heste. Han fulgte de spor, han 
kunne finde halvanden dag i udørkenen. Halsen snøredes 
ind af mangel på vand. Musklerne værkede af den stadige 

10 



vandring. Hans lasede mokkasiner klistredes til fødderne 

med det størknede blod. 

Han var helt udmattet. Han var skuffet, og han bestemte sig 

til at vende tilbage, selv om det var tomhændet. 

Så forestillede han sig sin fars stemme: „Fortsæt min søn," 

hørte han sin far sige. „Hvad er en mand andet end en 

dreng, som kan gøre mandige ting? Hvis du kommer 

tilbage, vil det bestemt være en fiasko; hvis du fortsætter, 

vil du gøre dit bedste, og virkelige mænd kan ikke gøre 

mere." 



Denne mands dagbøger gav os en endnu dybere indsigt i hans vidunderlige 
karakteregenskaber. Jeg har hørt hans egne børn sige, at de ikke havde nogen 
ide om at han havde lidt så meget, at han havde haft så store oplevelser, eller 
at han var et så stort menneske, før de læste hans dagbøger. Han har forklaret 
evangeliets principper for mig ved hjælp af sine dagbøger. Han udtrykte på en 
så smuk måde sin kærlighed til sin far, at jeg for min part også føler stor 
kærlighed til min oldefar, som jeg aldrig nogensinde har mødt. 



Så Albert fortsatte jagten på hestene, hvert skridt var en 
stærk smerte — men den aften fandt han dem. 
Da han kom tilbage til lejren, ridende på den ene hest med 
den anden i reb, stod hans far på en klippe nær sporet på 
udkik efter ham. Da Albert kom nærmere, lod han sig glide 
ned fra klippen. Han betragtede Alberts blodige fødder og 
vogtede intenst drengens udpinte ansigt, mens han fortalte 
sin historie om sin to-dages søgen. 

Så hjalp den ældre mand Albert ned fra hesten og bar ham i 
sine arme til en afsats på klippen, da han var klar over, at 
det ville gøre ondt, hvis hans fødder kom til at røre jorden. 
Albert glemte aldrig, hvad hans far sagde: „Måden hvorpå 
du har bragt disse heste tilbage, er mere værd for mig end 
alle de køer, jeg har drevet over Clay Hill." 
Albert R. Lyman var min bedstefar. Jeg ved, hvad hans far 
sagde til ham den dag, for bedstefar skrev det i sin dagbog. 
Han begyndte at føre dagbog, da han var tretten år. Hans 
sidste indførsel blev foretaget få dage, før han døde, 93 år 
gammel. 

Da bedstefar endnu levede, var hans besøg en fest med 
historiefortælling, sang, bøn og vidnesbyrd. Han kom til Salt 
Lake City fra Blanding i Utah, og der kom snart et blink i 
øjet hos ham ved synet af alle hans glade børnebørn. Han 
fortalte os om indianske helte og rå lovløse, om pionerer, 
som bad om hjælp til at finde en bortkommen pige på en 
skrænt I San Juan; om hans kærlighed til sine forældre og 
sin kærlighed til Herren og hans evangelium. 
Men efter hans død bragte hans dagbøger os endnu 
længere ind i denne vidunderlige mands karakter. Jeg har 
hørt hans egne børn, efter at have læst hans dagbøger, sige 
at de ingen idé havde om, at han led så meget; at han havde 
haft så mange bevægende oplevelser, eller at han var så 
storslået et menneske. Han har forklaret mig de evangeliske 
principper gennem sine dagbøger. Han har givet udtryk for 
sin store kærlighed til sin far så smukt, at jeg opdagede at 
også jeg elsker min oldefar, som jeg aldrig har set. 
Og han skrev altid lige ud af hjertet. Han var en stærk mand 
- for ham var katastrofer kun noget, der skulle overvindes. 
Han skrev: „Vi har større grund til at sørge over, at vi ikke 
lærer af vore lidelser, end vi har grund til at sørge, fordi vi 
lider. Lidelser, fattigdom, skuffelse og slid og slæb vil fors- 
vinde, men deres indvirken for godt eller ondt vil blive 
tilbage." 



Den tro blev stillet på den yderste prøve i hans liv, da hans 
8-årige søn døde efter en ulykke. Ved mange begravelser 
har bedstefar „båret vidnesbyrd om sjælens udødelighed 
og tilbudt den trøst, som vidnesbyrd giver". Men bedstefar 
vidste, at nogle mennesker troede, han ville føle 
anderledes, hvis det var ham, det gik ud over. På grund af 
folks tvivl, „havde jeg lovet mig selv, at når og hvis jeg fik 
anledning til at sørge, ville jeg stadig bære det vidensbyrd 
(offentligt), så de kunn se, at det virkelig var sådan, som 
jeg havde sagt". 

Men til trods for hans kundskab om den evangeliske plan 
sagde han alligevel efter sønnens død: „Jeg sørgede af hele 
min sjæl, jeg kunne næsten ikke tale af bare sorg. Jeg øn- 
skede kun at græde." 

Ved begravelsen kæmpede han sig gennem den vanskelige 
begyndelse af sin smertefulde tale. Men derpå „kom beroli- 
gende tillid over mig, og jeg erklærede virkeligheden af ån- 
deverdenen, menneskets sikre udødelighed, og Herrens 
usvigelige formål med alle hans børns forehavender. Den 
ubetingede fasthed, hvormed jeg var i stand til at tale, løfte- 
de mig midlertidig over sorgen til glæde". 
Hans ubetingede fasthed, hans kærlighed til sin familie, 
hans hengivenhed overfor Frelseren — altsammen 
nedfældet i dagbogen — har ofte også trøstet os, løftet os 
fra sorg til glæde, fra frygt til tro. Længe efter hans død har 
hans hånd ledet os gennem stier, som han havde fundet 
mange år tidligere, stier, han fandt og fulgte til deres lyk- 
kelige ende. 

Før sin død fortalte han os, at hans afrejse ind i den næste 
verden ville bringe ham glæde, fordi han vidste, at hans far 
ville vente på ham dér, for at lægge armene om ham og 
græde af glæde med ham over deres fælles kærlighed til 
evangeliet. 

Og så sagde bedstefar: „Og jeg vil være dér for at mødes 
med jer, for at sørge for, at vi får den samme glade gen- 
forening, når I forlade denne veden." 

Og hvis jeg, når jeg træffer ham dér, er værdig til at komme 
ind i Faderens rige, vil det til dels være på grund af bedste- 
fars vejledning, efterladt af ham gennem blæk og papir — 
en rig arv, som vi kan tage med os, når vor time kommer til 
at forlade denne verden. 



11 



Udarbejdelse 

af en personlig historie 



Af ældste Boyd K. Packer - De tolvs Råd 



Af en eller anden grund synes der at herske den opfat- 
telse, at genealogisk arbejde er noget, man enten ignorerer 
eller helt og alene opsluges af. Men genealogisk arbejde er 
et af ansvarene for enhver sidste dages hellig. Og vi kan 
udføre det med held samtidig med alle de andre kaldelser 
og opgaver, der påhviler os. 

I tror på opstandelsen. I må vide, at dåb for én der er død, 
er nøjagtig lige så vigtig som dåb for én, der er levende. 
Der er ingen forskel på betydningen af den. En efter en skal 
døbes. De skal døbes her, eller en anden må døbes for dem 
her på jorden. 

Hele Det nye Testamente centrerer om Herrens 
opstandelse. Budskabet er, at alle vil opstå. Ethvert skrift- 
sted og enhver motivation, der drejer sig om missionær- 
arbejde hentyder til ordinanse-arbejde for de døde. 
Der er en måde, hvorpå det kan gøres. Og der er et sted at 
begynde. Du kan begynde med dig selv. Med hvem du er, og 
hvad du har lige nu. Det er et spørgsmål om at få begyndt. 
Hvis du ikke ved, hvilke optegnelser, du skal have fat i, og 
hvordan du får fat i dem, så begynd med det, du allerede 
har. Det varer i virkeligheden ikke ret længe at skrive beret- 
ningen om dig selv, og det vil blive nøjagtigt, fordi du selv 
har samlet disse optegnelser. 

Når først du er begyndt på dette projekt, vil meget interes- 
sant og inspirerende ske. 

For mange år siden besluttede min kone og jeg, at vi ville 
have vores optegnelser i orden. Men under presset af op- 
gaver i kirken med rejser rundt om i verden sammen med 
ansvaret for vores store familie og et hjem, der skulle hol- 
des i stand både inde og ude, var der bare ikke nok tid. Vi 
var rastløse og besluttede endelig, at vi var nødt til at 
udnytte dagene bedre. 

Så vi startede i julehelligdagene, hvor vi havde lidt ekstra 
tid. Og da vi så efter helligdagene kom ind i en mere almin- 
delig rutine, vænnede vi os til at stå en time eller 
tidligere op hver dag. 

Vi samlede alt, hvad vi havde sammen og i løbet af nogle 
uger var vi forbløffede over, hvad vi var i stand til at udføre 
Det mest forbløffende var imidlertid den kendsgerning, 
vi begyndte at få oplevelser, der fortalte os, at vi på en ell 
anden måde blev vejledt og at der var nogle bag sløret, so 



var interesseret i, hvad vi foretog os. Brikkerne begyndte at 
falde på plads. 

Når vi rejste omkring i kirken og særligt var opmærk- 
somme på dette emne, dukkede mange vidnesbyrd op. 
Andre, som er i færd med at samle deres optegnelser, har 
lignende oplevelser. Det var, som om Herren ventede på, at 
vi skulle begynde. 

Vi fandt billeder, optegnelser og historier, som. vi i lang tid 
ikke havde kunnet finde. Det var ligesom om de kom til os 
alt for let. Men desuden dukkede meget op, som vi ikke 
havde anet eksisterede. Vi begyndte personligt at lære, at 
denne efterforskning af vore familier er et inspireret 
arbejde. Vi fik lært, at inspiration kommer til dem, som går i 
gang med arbejdet. Det er blot et spørgsmål om at få 
begyndt. 

Efter at vi først var begyndt, fandt vi tid til det. På en eller 
anden måde blev vi i stand til også at fortsætte alle vore 
andre opgaver. Der syntes at komme forøget inspiration i 
tilværelsen på grund dette arbejde. 

Men vi må beslutte os, og Herren vil ikke begrænse vores 
handelfrihed. Hvis vi ønsker et vidnesbyrd om genealogi og 
tempel-arbejde, så må vi gøre noget ved det. 
Herren vi velsigne jer, når først I begynder dette arbejde. 
Det har været meget tydeligt for os. Siden vi besluttede at 
starte dér, hvor vi var, med det, som vi havde, er meget 
blevet åbnet for os. Vi er langt fra endnu blevet eksperter i 
genealogisk forskning. Vi er imidlertid hengivne over for 
vores familie. Og det er mit vidnesbyrd, at hvis vi begynder, 
hvor vi er, enhver med sig selv, med de optegnelser, som vi 
har, og begynder at bringe dem i orden, vil brikkerne falde 
på plads, som de skal. 





Bømestjernen 




Modets øjeblikke 




Af Keith Christensen 



Den 11-årige John boede i Rotterdam, da Joseph F. 
Smith, som var kirkens præsident, kom ovre fra Amerika for 
at besøge de hellige i Europa. 

Nogle få år tidligere var John blevet blind på grund af en 
smertefuld øjensygdom. Aftenen før præsident Smith skulle 
komme til Rotterdam talte John ophidset med sin mor om 
profeten. 

„Mor, hvis du vil ta' mig med til mødet og få profeten til at se 
mig i øjnene, så ved jeg, at jeg vil komme til at se igen," 
sagde han til hende. 

„Vi vil tage afsted sammen," lovede Johns mor. „Men præ- 
sident Smith vil måske have for travlt til at tale med dig." 
Næste dag samledes hundredvis af hellige for at høre 
præsident Smith. 

John var begejstret over at høre profetens stemme, selvom 
han ikke kunne forstå engelsk. Alle ventede ivrigt på, at 
oversætteren skulle fortælle dem, hvad han sagde. Efter 
mødet hilste præsident Smith på mange af de tilstede- 
værende. 

Mens John ventede sammen med sin mor på at skulle hilse 
på profeten, følte han sig overbevist om, at præsident Smith 
ville se ham ind i øjnene. Så kom øjeblikket, da præsiden- 
tens milde stemme hilste på John, mens han gav ham et 
varmt håndtryk. 

Præsident Smith tog forsigtigt bandagen fra Johns smer- 
tende øjne og så ind i dem. Og idet han lagde hånden på 
drengens hoved, lovede profeten, at Herren ville velsigne 
ham. 

Da John og hans mor kom hjem, gjorde hans øjne ikke 
længere ondt. Tillidsfuldt tog de bandagen af. Han kunne 
se! De græd af lykke og takkede vor himmelske Fader for 
Guds sande profets helbredende magt. 



13 




Et skridt fremad 



Af Nancy M. Armstrong / Illustreret af Vraig Fetzer 



Dagen forekom lang for Tom, da han utålmodigt gen- 
nede svinene sammen og hen imod skuret nær ved stal- 
dene. Da han fik lov at være svinehyrde, var han lykkelig 
over det, for han syntes, det var tegn på, at han nu var ved 
at blive stor, men det varede ikke længe, før han fandt ud af, 
at det ofte var et ensomt arbejde at have. 
Til at begynde med fornøjede han sig med dejlige dag- 
drømme om at blive ridder og udføre strålende bedrifter, der 
kunne gøre ham til helt. Men han var blevet træt af drømme, 
som han vidste aldrig ville gå i opfyldelse. 
Han var livegen (d. v. s. han var stavnsbunden uden til- 
ladelse til at flytte fra den egn, hvor han boede og altså helt 
afhængig af den stedlige herremand. O. A.), ligesom hans 
far havde været ved sin død. Tom hørte til præstegårdens 
tilliggender (landområder) i landsbyen Lutterworth, hvor 
han skulle forblive, indtil han døde, medmindre hans „ejer" 
frigav ham. 

Varmen i stalden føltes dejlig, idet Tom åbnede for at hente 
frisk halm til svinene. Idet han gik forbi malkepigen, som var 
i færd med at malke, sagde han: „Gi'r du ikke en slurk, jeg 
er ved at dø af tørst?" 

14 



„Luk munden op," lo malkepigen og sprøjtede mælk ind i 

Toms mund, indtil den drev ned over hans skjorte. 

„Hold op med jeres pjank — sådan at spilde den gode mælk 

— eller jeg skal komme efter jer," råbte forkarlen, der var i 

gang med at strigle en hest. 

Tom lagde mærke til, at den hest, som Jack, forkarlen, 

arbejdede med, ikke var en, der hørte til i præstegårdens 

stald. „Hvem er kommet på den fremmede hest?" spurgte 

han. 

„Herren, mr Wycliff i egen person," svarede Jack. „Du må 

hellere opføre dig ordentligt, for Mester siger, at han vil 

blive her dennegang. Og de andre, der er med ham, bliver i 

nat. Skynd dig nu, Tom, din mor har brug for dig i køkkenet 

til at dreje spiddet med kød over ilden." 

Tom sukkede og fyldte en kurv med halm og bar den ud til 

svinene. Der vil blive meget mere arbejde her, når mr 

Wycliff er her hele tiden, tænkte han. Hvorfor er han ikke 

blevet i Oxford, hvor han har undervist? 

Herlige dufte og en dejlig varme fra ilden slog Tom i møde, 

da han åbnede køkkendøren. „Jeg er glad for, at du kom 

Tom," sagde hans mor, som havde ansvaret for køkkenet. 



„Vær nu en god dreng og drej spiddet. Det er for tungt for 
Hannah, og desuden skal jeg bruge hende til at lave disse 
postejer." 

Det varede ikke længe, før Tom syntes, han var ved at blive 
stegt ligesom kyllingerne på spiddet. Hans arme værkede, 
og maven knurrede. Han håbede, at der ville være rigeligt 
tilbage, når Mester og hans gæster havde spist. 
Toms mor anbragte kyllingerne på et træfad nær ved 
skorstenen, for at de kunne holde sig varme, og sagde: 
„Tom, du kommer til at hjælpe opvarterne med at bære 
maden op og servere den." 

„Har Mester forladt skolen for bestandigt?" spurgte Tom. 
„Han er blevet fyret," svarede hans mor hviskende. „Jack 
siger, at det er, fordi hans ideer med hensyn til religion er 
forkerte - men sådan er det ikke. Jeg har hørt, at han bare 
ønsker et fjerne det mystiske i religionen, så almindelige 
mennesker som os kan forstå evangeliet." 
Nogle timer senere, da Tom sad ved køkkenbordet og fik sin 
aftensmad, tumlede hans hjerne stadig med det, han havde 
hørt deroppe. „Mor, vil du tro, at Mester er ved at forandre 
Bibelen fra latin til engelsk? Han kalder det at oversætte. 
De andre herrer skal hjælpe ham. Jeg vil aldrig glemme 
det, som Mester sagde: ,At frelse en bondes sjæl er lige så 
vigtig som at frelse en konges sjæl.'" 
„Det er sandt, men jeg har aldrig hørt det sagt så smukt før. 
Jeg tror, at vi alle er lige i Guds øjne, men her blandt men- 
neskene er vi ikke lige," svarede hans mor. 
Tom rakte ud efter en kyllingevinge. „Men hvad nytte er det 
til at lave Bibelen om til engelsk, når de fleste af os ikke kan 
læse?" 

„Åh jo, der er da mange englændere, som kan læse," 
svarede hans mor. „Måske kan vi få den læst for os?" 
„Tror du, at jeg engang kan lære selv at læse den?" 
spurgte Tom. 

„Næ min dreng, det er jeg bange for, du ikke kan komme 
til," sagde hun trist. 

Hurtigt fyldte skuffelsens tårer Toms øjne, og han skyndte 
sig ud af værelset. 

Da han næste morgen skulle til at tænde op i kaminen i mr 
Wycliffs bibliotek, stod den lærde herre allerede ved sin 
høje, skrå skrivepult, iklædt en sort kappe. Tom kunne høre 
pennens skratten på pergamentet, men Mester syntes ikke 
at være klar over, at drengen var i værelset. 
Nogle få morgener senere fandt Tom biblioteket tomt, da 
han ankom før daggry for at tænde op. Efter at have lagt sin 
favnfuld brænde i kaminen, tændte han de levende lys ved 
siden af skrivepulten. Han løftede det ene lys en smule, så 
han kunne se skriften på et stort ark pergament. For Tom 
var det altsammen bare sorte mærker på hvidt papir, men 
han glædede sig over at se dem, fordi han vidste, at det var 
ord. Pludselig lyste ordet Jesus op blandt alle de andre. 




Mteq.ocM'a?Cj r i 

m in 

M ct> | 

iftftU $% <#% 

fa. 4f ^itoh 
tjtsA i M "H. 



Han havde tit set det hugget i sten på foden af den statue 
af Kristus i kirken. 

Han lagde mærke til nogle afrevne stumper pergament på 
gulvet. Efter at have sat lyset tilbage i holderen, samlede 
han stumperne sammen. Så gik han hen til ildstedet og 
rodede op i asken, indtil han fandt et lille stykke brændt 
træ og skyndte sig så tilbage til pulten. Med store an- 
strengelser prøvede han gang på gang at kopiere ordet 
Jesus på et stykke pergament. Et stort smil lyste op i hans 
ansigt, da han endelig fik ordet til næsten at ligne det, han 
havde kopieret. Tom var så opslugt af, hvad han gjorde, at 
han ikke hørte Mester komme ind i værelset, og han var ved 
at springe i luften, da en rolig stemme ved hans skulder 
sagde: „Du efterligner godt, min søn." 
Toms kinder blev dybtrøde, da han snurrede rundt og stam- 
mede: „Jeg — jeg er ked af det, nu skal jeg straks få tændt 
op. 

Han gik hen mod ildstedet, men mr Wycliff tog ham i armen. 
„Hvad hedder du, dreng?" 
„Tom Brinton, Mester." 
„Du kan ikke skrive, vel?" 



15 



„Nej, Mester, jeg prøvede bare at efterligne et ord." 
„Kan du læse?" 
„Nej, Mester." 

Den gamle mand bøjede sig ned og så ind i Toms bedrø- 
vede øjne. „Du vil meget gerne lære begge dele ikke?" 
Tom så op og lige ind i de venlige, grå øjne: „Jo det ville jeg 
frygtelig gerne, Mester. Men jeg er bare svinehyrde. 
Svinene venter på, at jeg skal føre dem ud i skoven, og for- 
karlen slår mig, hvis jeg er for sent på den." 
„Jeg vil gå med dig og sige til forkarlen, at han må finde sig 
en anden svinehyrde. I dag skal du begynde at lære at læse 
og skrive i landsbyskolen. Jeg får brug for mange drenge og 
mændt til at lave kopier af Bibelen, og du har talent for 
det." 

Tom havde svært ved at synke. „De mener, Mester, at De vil 
lade mig at afskrive de ord, som Gud har talt, hvis jeg lærer 
at læse og skrive?" spurgte han, idet han ikke kunne tro sin 
egen lykke. 

„Ja, min dreng. Folk spørger allerede efter bøger. En ivrig 
englænder besøgte mig igår. Da han ikke havde nogle 
penge, tilbød han mig et læs hø for blot nogle få sider. Vi vil 
aldrig blive i stand til at lave bøger nok til alle, som ønsker 
dem. For ser du, det tager mig en hel dag at afskrive en 
enklet side. Men jeg må sige dig, Tom, at arbejdet kan blive 
farligt. Mange præster synes ikke, der er behov for, at folk 
skal kunne læse Bibelen, og mener at kun præster kan for- 
klare hellige ting. Men jeg tror, at det er alle menneskers ret 
selv at læse Guds ord." 

Lykkelige dage, uger og måneder gik hurtigt for Tom, for 
hans tid var fuld af bøger og tavler og kridt. Tilsidst lærte 
han at skrive på pergament med pen og blæk. Mr Wycliff fik 
den store sal i præstegården lavet om til skrivesal ligesom 
dem i klostrene. Drengene fra skolen havde hver sin høje 
skrivepult. 
Ved juletid var præstegården festligt pyntet med mistelten 




16 



og kristtjøm. Juleaften blev jule-brændeknuden efer gam- 
mel skik båret ind i det store bibliotek under afsyngelsen af 
julesalmer. Foran den knitrende ild læste mr Wycliff jule- 
evangeliet for alle tjenestefolkene. Det var første gang, de 
havde hørt det læst på engelsk, og dets skønhed holdt dem 
alle tryllebundet. Efter at de havde fået ristede æbler, 
kastanjer, marcipan og pizzaer, takkede de mr Wycliff og 
drog hjem til deres egne hytter. 

Tom blev tilbage og ryddede op i værelset. „Sæt dig ved 
ilden, min dreng," sagde mr Wycliff. „Jeg vil gerne snakke 
lidt med dig." 

Tom satte sig på en taburet. Mester tog et stykke perga- 
ment frem fra sin pult. „Min dreng, du ved, at jeg allerede to 
gange er blevet forhørt på grund af min tro. Det var kun, 
fordi folk i almindelighed lavede så megen tumulter ved for- 
hørene i London, at jeg fik lov at gå fri. Nu er der ved at 
blive mere ballade over det, som vi gør. Præsterne skriger 
højt om, at det er gudsbespotteligt at lade almindelige men- 
nesker læse de hellige skrifter på engelsk. De siger, at den 
hellige bog ikke er for uvidende mennesker. I dag er kirken 
fuld af velstand og gridskhed. Jeg ønsker, at folk skal vende 
tilbage til det enkle liv og den enkle tro, som de første 
kristne havde, som kendte vor Herre og Frelser, Jesus 
Kristus. Men hvordan kan folk kende Kristus, medmindre de 
har en Bibel, som de kan læse og få læst højt for sig på et 
sprog, som de forstår?" 

Mr Wycliff sukkede dybt og rakte så Tom et stykke perga- 
ment. „Min julegave til dig og din mor," sagde han. 
Tom gjorde store øjne af forbavselse, da han læste doku- 
mentet. Det var skrevet af en lovkyndig og var forsynet med 
mr Wycliffs segl og aftryk af hans signetring. Der stod at 
Tom og hans mor var frie. „Hvorfor — hvorfor — giver De os 
denne store gave?" spurgte Tom. 
„Alle de andre drenge i skrivestuen er født frie. Hvis der 



bliver vanskeligheder kan de vælge mellem at blive eller 
rejse. Jeg ønsker, at du skal havde den samme ret." 
Tom rejste sig fra skammelen. Det svimlede for ham. Han 
kunne næsten ikke fremstamme ordene, men endelig blev 
han i stand til at sige: „Jeg vil aldrig forlade Dem, så længe 
De har brug for mig. Aldrig! Jeg ved, at enhver side, jeg 
afskriver er et skridt fremad mod at hjælpe andre drenge 
som mig til at lære om Gud." 

Mester lagde armen om Tom. „Du har lige givet mig den 
bedste julegave, du kunne give - din loyalitet overfor vores 
gerning. Gå nu og læs dokumentet for din mor." 



Abefest &UL 





éZsv<-j( J <^*sCO 



17 



Nedskriv din egen historie 



Begynd i dag at føre dagbog over dit eget livs oplevel- 
ser, som du kan dele med andre. 

De hellige blev af profeten Joseph Smith opfordret til at føre 
dagbøger og optegnelser, og dette råd er lige siden blevet 
gentaget af kirkens ledere. 

Lige fra dengang præsident Wilford Woodruff sluttede sig 
til kirken har han ført dagbog, idet han tilbragte omkring en 
time hver dag med at nedskrive begivenheder og peronlige 
følelser. 



„Jeg vil gerne sige til mine unge venner," sagde han, „at 
det vil være en stor velsignelse for dem og deres børn, hvis 
de vil føre dagbog over, hvad der sker omkring dem. Lad 
alle drenge og piger føre en lille bog og skrive en smule i 
den hver dag." 

Dagbogsoptegnelser behøver ikke kun omhandle særlige 
begivenheder. Hvad der sker i hverdagen, håb og skuf- 
felser, kan altsammen nedskrives for at hjælpe jer til at 
huske dem. Her er nogle eksempler: 
Minsandten om ikke jeg fik en fodbold i dag! 
I dag så vi i skolen en film om blæksprutter og andre 
havdyr. 

Min bedste ven, Erik, rejste bort i dag. Måske får jeg ham 
aldrig mere at se. 

Tre uger fra i dag vil far ordinere mig til diakon. 
Du kan starte din dagbog i en notesbog, et ringbind eller en 
rigtig dagbog. Man skelner mellem dagbøger, der er beskri- 
vende og udtrykker, hvordan du personligt føle — og så de 
dagbøger, der blot refererer dagligdags begivenheder. 
Oplevelser, der har at gøre med at få et vidnesbyrd og 
forøgelsen af din tro, og begivenheder, der har med dåb og 
andre evangeliske ordinanser at gøre, vil være af stor 
værdi for dig og dine efterkommere. 




18 



Familiehjemmeaften 



En erindringsoptegnelse . . . 



Familien Brun var i færd med forberedelserne til en 
familiehjemmeaften. Bedstemor, der var på besøg i afte- 
nens anledning, lagde mærke til, at far var i gang med at 
lave en stor plakat, som han skulle bruge til lektien. Mor 
lavede chokoladekager i køkkenet. Margaret lagde salme- 
bøgerne i de forskellige stole. Gerhard kom ud fra sit væ- 
relse med en lille notesbog. 

„Ih, hvor er jeg glad for, at du er her, Bedste," sagde han. 
„Nu kan jeg få noget virkelig betydningsfuldt at skrive i min 
bog." 

„Hvad er det for en bog, Gerhard?" spurgte Bedstemor. 
„Det er en optegnelse over vore familiehjemmeaftener. Jeg 
er sekretær," sagde Gerhard, „og jeg fører referaterne. Kan 
du se, vi ved, hvad vi har gjort lige siden januar, og vi ved 
nøjagtigt, hvilke lektier vi har haft." 

Bedstemor kikkede bogen igennem. „Den fortæller også 
mere end om lektierne, Gerhard. Det er en virkelig erin- 
dringsoptegnelse. Den fortæller, at efter lektien lavede I 
karamel-korn af popcorn, I tidligere havde poppet. Var det 
ikke morsomt?" 

„Det kan du lige tro!" Sammen bladede Gerhard og beds- 
temor gennem optegnelserne af de mange familiehjemme- 
aftener: 

Januar 1975: Mor måtte blive i sengen, fordi hun havde slået 
ryggen. Vi tog vores bøger og stole med ind i soveværelset 
og holdt familiehjemmeaften omkring hendes seng. 
Februar 1975: Disse familiehjemmeaftener er fantastiske. 



Jeg anede ikke tidligere, at Margrethe var glad for, at jeg er 

hendes bror. I aften fortalte vi hinanden nogle af de gode 

ting, vi vidste om hinanden. Jeg sagde til far, at jeg kunne 

lide den måde, han kaster en bold pa. 

Marts 1975: I aften havde vi indbudt Mikael og hans familie 

til at være sammen med os til vores familiehjemmeaften. 

Mikaels far sagde: „Måske en anden gang." Men Mikael 

kom og jeg tror han kunne lide det. 

April 1975: Mor fortalte os i aften efter vores lektie, hvor 

meget vor himmelske Fader elskede os, at han ville lade sin 

Søn komme herned og lide for vor skyld. Jeg synes, det var 

en dejlig familiehjemmeaften. 

Maj 1975: I aften fejrede vi mor ved familieaftenen. Far og 

jeg lavede aftensmad, og Margrethe vaskede op. Og under 

lektien fortalte vi allesammen mor, hvor meget vi elsker 

hende. 

Juni 1975: I aften lærte Margrethe os nogle morsomme 

sange. Vi sad ude på verandaen, og vi sang og sang. 

Juli 1975: I går aftes var det vores familiehjemmeaften. Vi 

tog madkurve med ud på stranden, og efter vi havde været 

i vandet og spist maden, gav far os lektien, mens vi sad 

rundt om bålet. En hare sad i skovbrynet og kikkede på os. 

Jeg gad vidst, om den også har en familie . . . 

Bedstemor og Gerhard lukkede bogen. 

„Og i aften," sagde Gerhard, „kan jeg skrive: ,Vi havde en 

dejlig familiehjemmeaften. Bedstemor var her.'" 



19 



Hvor mange trekanter? 

Af Helen R. Sattier 

Kan du hurtigt sige, hvilken af de fire 

figurer, der indeholder flest trekanter? 







Kan du? 

Af Olga C. Brown 

Klip fire cirkler, på omkring 2 cm i diameter, af papir, 
samt fire mindre cirkler på ;4' cm. Anbring dem skiftevis 
i en række; og skriv så tallene fra 1 til 8 på dem. 
Flyt to cirkler ad gangen, idet du holder de to, du flytter, 
ved siden af hinanden. Prøv om du kan flytte cirklerne på en 
sådan måde, at de fire store kommer ved siden af hinanden, 
og de fire mindre er sammen. 



17 



12 



11 



13 



16 



l 



15 



28 



18 



27 



19 



26 



22' 



21 
23 



20 



30, 



31« 



29 i 

67i 

66.. v \ 

65 # 



,69 



14 



• 70 



68 



2* 

3. ^ 
4 



7 



• 10 



•9 



r 



W 



64' 



• 71 



63 



73/ 



•77 



•76 



74 



25 



72 • 



24 





32 



Bare for sjov 



33 



62 



48 



34 



• 61 

• 49 
50 • 



• 60 



59' 



Svar: 

Flyt 2 og 3 til højre for 8. 

Flyt 5 og 6 til pladsen, hvor 2 og 3 var. 

Flyt 5 og 2 til pladsen, hvor 5 og 6 var. 

Flyt 1 og 5 til pladsen, hvor 8 og 2 var. 

Hvor mange trekanter: 

(A) 16, (B) 10, (D) 13. 




35 



• 47 




46 



45 



43 44 





20 



Søn: Far, biskoppen talte i dag med mig om at få Det 

melkisedekske Præstedømme. Han sagde, at en af de ting, 

jeg skulle gøre, er at tale med dig om, hvad det egentlig 

betyder at have præstedømmet. 

Far: Jeg er taknemmelig over, at biskoppen gav dig den 

opgave, Paul, for præstedømmet er for mig noget ganske 

særligt. Vi har mange gange før diskuteret præstedømmet, 

så hvor kunne du tænke dig at begynde? Har du nogle 

særlige spørgsmål? 

Søn: Lad os tænke os, at jeg aldrig før har hørt om præste- 



dømmet. Kan jeg stille dig nogle helt fundamentale spørgs- 
mål for straks at få en god oversigt? 
Far: Selvføgelig. Hvad er dit første spørgsmål? 
Søn: For det første, hvad er det egentlig? 
Far: Ganske enkelt sagt er præstedømmet den tildelte 
magt og myndighed til at repræsentere Jesus Kristus. 
Søn: Men hvorfor Jesus? Hvorfor repræsenterer vi ikke vor 
Fader i Himlen? 

Far: Tænker du på den kendsgerning, at alle mennesker er 
børn af Gud Faderen? 



Far til søn 



En dialog om præstedømmet 



Af Chauncey C. Riddle 





Søn: Ja. Og det er Jesus også. 

Far: Det er rigtigt, men der er en forskel mellem vor Frelser 
og os. Han var vores ældre broder, da vi levede sammen 
med vor himmelske Fader. Da fik han tildelt en ganske 
særlig opgave. Han blev af Faderen valgt til at organisere 
jorden, at befolke den med andre af Faderens børn, at styre 
den og gennem forsoningen at velsigne hver, som ville 
komme her. Resten af os fik ikke den opgave; det var en 
opgave, der kun blev givet til ham alene. 
Søn: Du mener da ikke, at han skal gøre alt det helt alene? 
Far: Nej. bestemt ikke. Han har mange til at hjælpe sig, og 
det er nøjagtigt her, at præstedømmet kommer ind. Men 
Frelseren er chefen. Han er den, til hvem Faderen har givet 
det fulde ansvar for denne jord og alt, hvad der hører til 
den. Faderen elskede os så meget, at han sendte Jesus, for 
at han kunne skabe denne verden, og sendte ham derefter 
ind i verden for at lide og dø, så han kunne frelse os. 
Søn: Men hvorfor blev Jesus valgt til at blive denne ene, 
Frelseren? 

Far: Jeg tror ikke, jeg kender alle grundene, men jeg kan 
nævne én ting: Jeg tror, at Faderen valgte Jesus til at 
repræsentere sig på grund af den store og rene kærlighed, 
som Jesus havde i forudtilværelsen. Jesus elskede Faderen 
og adlød ham i alle forhold. Men han følte også ren kærlig- 
hed for andre, for os. Fordi Jesu kærlighed var ren, uden 
noget spor af selviskhed aller egoisme, vidste Faderen, at 
han kunne betro Jesus at være eneansvarlig for denne jord. 
Søn: Var der ingen andre, der havde en så ren kærlighed? 

„Som lærer begyndte du at udføre 

hjemmelærerarbejde ... du har arbejdet 

sammen med biskoppen på projekter i og 

omkring kirkebygningen, på velfærdsfarmen 

og med at hjælpe folk i wardet." 




Far: Jeg vil nok tro, at der var andre. Men Faderens hus er 
et ordens hus. Han udpegede kun én til at være leder. Når 
han, Faderen, taler til menneskene, har han kun én ting at 
sige dem til at begynde med. Han siger til menneskene: 
„Dette er min elskede Søn. Hør ham." (Joseph Smith 2:17 og 
også Matt. 3:17, 17:5) De som efterlever den befaling, kan 
modtage alle velsignelser på jorden og i Himlen gennem 
ham, gennem Jesus Kristus. Derved bliver Frelseren den 
store Højpræst, den eneste kilde til Faderens velsignelser 
på denne jord. Når vi modtager præstedømmet, et det Frel- 
serens myndighed, vi får. Det er derfor, det kaldes: „Det 
hellige Præstedømme efter Guds Søns orden." (L.&P. 
107:3) 

Søn: Jeg forstår nu, at der kun skal være én til at repræ- 
sentere Faderen. Men jeg spekulerer stadig på alle de 
andre mennesker, som også havde, eller har, stor kærlig- 
hed til Faderen og til andre. Hvad skete der med dem? 
Far: Jeg tror, at mange af dem, som også har den rene 
kærlighed, er de ædle og store, som fader Abraham talte 
om. Frelseren gør dem til herskere på jorden. (Se Abr. 
3:22-23) 

Søn: Det er en smule vanskeligt at tro, når man betragter 
nogle af herskerne i de forskellige tidsperioder. 
Far: Ja, det har du skam ret i, hvis du ser på de mere 
timelige herskere. Skrifterne taler imidlertid ikke om 
konger, generaler og præsidenter. Frelserens herskere er 
dem, som han udpeger til at overføre evighedens velsignel- 
ser til deres medmennesker. De er bærerne af præste- 
dømmet. 

Søn: Du siger, at Frelseren blandt menneskene på jorden 
udvælger nogle af dem, som har ren kærlighed, og giver 
dem sit præstedømme, så de kan velsigne andre? Det lyder 
godt, men jeg har vanskeligt ved at forbinde den tanke med. 
hvad jeg ser i kirken. Jeg kan se nogle gode mennesker, 
som har præstedømmet. Men jeg ser også nogle, som ikke 
synes at have megen kærlighed til andre, og slet ikke ren 
kærlighed. 

Far: Det er farligt for os at dømme andre, Paul. Men jeg er 
enig med dig. Vi kan ikke helt ærligt sige, at enhver, som 
har fået præstedømmet ordineret, er hvad han burde være. 
Søn: Den måde, du siger det på, får det til at lyde, som om 
et menneske må være fuldkommen, for fuldt ud at kunne 
udøve Frelserens præstedømme. 

Far: Frygtindgydende som det lyder, kommer det meget 
nær sandheden, således som jeg forstår det. Da Frelseren 
fortalte sine disciple i Judæa, hvad der forventes af os, 
begyndte de at fortvivle og adspurgte: „Hvem kan så blive 
frelst?" Hans svar er det eneste håb, idet han forklarede 
dem, at for mennesker var en sådan fuldkommenhed umu- 
lig, men for Gud er alle ting mulige. (Se Matt. 19:23-26) 
Virker det svar rigtigt på dig? 

Søn: Jeg går ud fra, det betyder, at mennesker ikke kan 
blive fuldkomne uden at Gud hjælper dem. 
Far: Rigtigt! Det er en del af, hvad skrifterne siger, når de 
foræller, at vi bliver frelst ved nåde — men kun, efter at vi 
har gjort alt, hvad vi selv kan, (Se 2. Nephi 25:23) 
Søn: Jeg kan ikke lide at være pessimistik, men jeg kan 



22 



stadig ikke tro, at de fleste af de mænd, jeg kender, som 
har præstedømmet, har en fuldkommen kærlighed. 
Far: Paul, det bemærkelsesværdige er ikke, at nogle 
mennesker ikke har den fuldkomne kærlighed; miraklet er, 
at nogle har den. Det hjælper, når vi adskiller begyndelser 
og afslutninger. 

Begyndelsen er, at intet menneskeligt væsen, som det 
naturligt er på jorden, er klogt nok eller godt nok til at re- 
præsentere Frelseren på fuldkommen måde og udvise den 
rene kærlighed ved at velsigne andre. Så der må foregå en 
proces gennem udvikling og renseise af nogle, som skal 
repræsentere Frelseren. 

Begyndelsen af den proces er at acceptere evangeliet. Vi 
må tilstå vores svagheder og slutte pagt med Frelseren i 
dåben om at ville påtage os hans navn; altid at erindre ham 
og at adlyde alle de instruktioner, han giver os. Disse er de 
løfter, I præster gentager, hver gang I læser nadverbønnen. 
Son: Ja, jeg husker alle disse tanker. Men er løfter nok? 
Far: De er ikke nok, men de er en nødvendig begyndelse. 
Når vi afgiver disse løfter, ved dåben, får vi velsignelsen af 
at have, og befaling til at modtage, Helligånden. 
Søn: Når vi får bekræftelsen? 

Far: Ja. Det privilegium at have Helligånden er noget af det 
mest vidunderlige, et menneske kan eje, for den indflydelse 
lærer os, hvordan vi kan begynde at tænke og føle sådan, 
som Frelseren gør, og det giver os instruktioner fra Frel- 
seren. Du husker, at Johannes Døbren døbte med vand. 
Men han vidste, at den dåb med ild og Helligånden, som 
Frelseren ville komme med, var så meget større, at han 
følte, han selv ikke var værdig at løse Frelserens snørebånd. 
Det er Helligåndens transformerende kraft, der hjælper os 
med at forandre os, så vi kan blive værdige og rene bærere 
af det hellige præstedømme. 

Søn: Hvordan passer Det aronske Præstedømme ind i alt 
dette? 

Far: Ligesom Johannes Døberen døbte med vand for at 
berede disciple, som Frelseren derpå kunne døbe med 
Helligånden, sådan gives Det aronske Præstedømme som 
forberedelse til modtagels af Det melkisedekske Præste- 
dømme. Du lærte som diakon at omdele nadveren og at 
indsamle fasteofre. Som lærer begyndte du at udføre hjem- 
melærerarbejde. Som præst fik du lov til at velsigne sym- 
bolerne på nadveren, at begynde missionærarbejde og at 
udføre dåbshandlinger. Al den tid har du arbejdet sammen 
med biskoppen på projekter i og omkring kirkebygningen, 
på velfærdsfarmen og med at hjælpe folk i wardet. Hvem er 
det nu af dine kammerater på din alder, som får tilbudt Det 
melkisedekske Præstedømme? 

Søn: Lige nu er det dem, som har gjort et godt stykke 
arbejde som præster. 

Far: Selvfølgelig. Hvis en ung mand har lært at være flittig, 
trofast og lydig i alle timelige forhold, så er det en vidunder- 
lig beredelse til at blive præst i de åndelige forhold. Når 
han rejser på mission som 19-årig, er han allerede veteran i 
Frelserens tjeneste. En trofast præsts indstilling og vaner 
er grundlaget for alle hans kaldelser i det højere præste- 
dømme. Hvis han har lært at arbejde under kirkens præste- 
dømmes myndighed og at leve efter Helligåndens tilskyn- 



delser, så er han rede til at udføre kærlighedsarbejdet. 
Glem ikke, Paul: Hvad enten du tjener som missionær, som 
medarbejder i kirkens organisationer eller som ægtemand 
og far, så vil din virkelige succes i disse præstedømmelige 
kaldelser blive målt med dybden og renheden af din usel- 
viske kærlighed og omsorg for andre. 
Søn: Siger du, at det er vanskeligt at vise sin kærlighed til 
andre, hvis iman aldrig har lært at være ordentlig og effek- 
tiv i timelige forhold? 

Far: Ja, det gør jeg virkelig. En missionær, som er doven 
eller uredt eller ulydig, har vanskeligt ved at overbevise 
mennesker om, at det gengivne evangelium er noget særligt. 
En ældste-kvorum præsident, som aldrig fører regnskab 
med noget, vil have svært ved at motivere nogen til at 
udmærke sig. En ægtemand, som ikke vil arbejde hårdt for 
at sørge for sin familie, eller som først tænker på sine egne 
fornøjelser, vil sandelig ikke lede sin familie til Frelseren. 
Søn: Jeg kan godt se, hvordan alt dette som funktioner i 
Det aronske Præstedømme er godt. Men der må være mere i 
Det aronske Præstedømme end det. 

Far: Og det er der. Vi har kun talt om grundlaget for ren 
kærlighed. Vi må til det grundlag tilføje stor viden, kunnen, 
visdom og evnen til at forstå mennesker og deres behov. Det 
er altsammen Åndens gaver. De, som omvender sig fra 
deres synder, og som derefter hungrer og tørster efter at 
velsigne andre, er fyldt med Helligånden. Derpå begynder 
disse gaver at tilflyde dem. 

Lad os se på et dejligt skriftsted, Paul. Vil du slå op på Lære 
og Pagters 121. afsnit. Stykket fra vers 34 ti! afsnittets slut- 
ning er så vigtigt, at jeg mener, enhver bærer af præste- 
dømmet ville gøre klogt i at lære det udenad, ord for ord, 
og ofte gentage det for sig selv. 

Læg mærke til versene 34 og 40. Vi får at vide, at mange er 
kaldede, men få er udvalgte — og hvorfor? Vers 35 fortæller 
os, at vi ikke må lade os føre på afveje ved ønsker om verds- 
lige ting eller menneskers ære. Vort formål i præstedømmet 
bør være at tjene og at velsigne. 

Vers 36 viser os, at vi ikke kan benytte præstedømmet und- 
tagen gennem udøvelse af Himlens kræfter; specielt forstår 
jeg, at det betyder, vi må have Helligånden med os for at 
kunne udøve præstedømmet. Det siger også, at vi ikke kan 
have Åndens kræfter og gaver, medmindre vi lever rets- 
kaffent. 

Vers 37 fortæller, at hvis vi lader det, der hører verden til, 
føre på afveje, vil Helligånden, trække sig bort fra os, og 
når den er væk, er vores kraft i præstedømmet borte. Vi må 
være ærlige, sandfærdige- dydige, godgørende - alt hvad 
der er godt — for at benytte præstedømmets kræfter rigtigt 
og restkaffent. 

Vers 38 gentager, hvordan folk, som ikke vil omvende sig, 
bliver skuffet i deres præstedømmelige muligheder. De ven- 
der sig derpå imod og bekæmper præstedømmet. 
Vers 39 giver vidnesbyrd om, at de fleste, som modtager 
præstedømmet, prøver at bruge det ved tvang ogdominering 
i stedet for i renhed og af kærlighed. 

Nu håber jeg, at du kan forstår, at vers 40 besvarer det 
spørgsmål, du stiller om brødrene i præstedømmet, som 
ikke synes at udvise megen kærlighed. De har fået mulighed 



23 



for at omvende sig og udføre kærlighedsgerninger, men de 
fleste, som ordineres eller „kaldes" til præstedømmet, vok- 
ser ikke med opgaver. Derfor er få udvalgte; få vil have præ- 
stedømmet i al evighed. 

Forstår du, vi accepterer ikke evangeliet og kommer ind i 
Frelserens kirke, fordi vi er fuldkomne. Vi modtager ikke 
præstedømmet, fordi vi er ligesom Frelseren, men for at vi 
ved at udføre hans gerning kan udvikle os til at blive lige- 
som han er. I sin store kærlighed arbejder han med os, 
hjælper os til at udvilke os skridt for skridt, kaldelse efter 
kaldelse, ind i riget. Jeg er sikker på, at han er ked af det, 
når de, som bærer hans præstedømme, vender sig væk og 
værdstætter det, der hører verden til, mere end det evige liv. 
Forstår du nu, hvorfor jeg sagde, at der er forskel mellem 
begyndelser og afslutninger? Vi er allesammen uværdige i 
begyndelsen, men nogle udvikler sig til at bliv værdige til- 
sidst. 

Søn: Far, jeg ønsker at tjene Frelseren og at velsigne andre. 
Hvad kan jeg gøre for at være sikker på, at jeg ikke vil falde 
fra? 

Far: Det bedste råd jeg ved, Paul, er hver dag at trygle Her- 
ren om hjælp, og derefter at holde fast i jernstangen (se Ne- 
phi 15:23-25). Jeg tror nok, at den største fristelse, vi får, er 
bare at give slip på jernstangen, at tage ferie fra retskaffen- 
hed. Jeg tror, det hjælper at koncentrere sig om den posi- 
tive side. Hvis vi altid husker på, hvad vi kan gøre og burde 
gøre, bliver Satans fristelser mindre tillokkende. Læg mærke 
til Lære og Pagters afsnit 121, versene 41 og 42. Vi skal 
bruge vort præstedømme „ved at overtale, være langmo- 
dige, milde og sagtmodige og ved at udvise uskrømtet 
kærlighed. Hvis vi betragtede os selv i spejlet hver morgen 
og lod disse ord strømme gennem tankerne, ville vi måske 
blive som den gamle Nephi og ryste blot ved tanken om at 
synde. 

Søn: Er det ikke nedslående at tænke på, hvor gode vi bør 
være? 

Far: Det kunne det godt være. Og jeg bliver sommetider 
skuffet. Men jeg får fornyet mod ved at tænke på det, som 
jeg kan håbe på. Den inspirerede udgave af Bibelen taler i 
første Mosebogs kapitel 14 om Melkisedek og præstedøm- 
met. Hvis vi er villige til at mase på, har vi løfte om, at vi, 
gennem at være trofaste, vil være i stand til at skille havene, 
nedbryde bjergene, at sprænge ethvert bånd og at stå 
oprejst i Guds nærvær. Jeg længes efter at blive i stand til 
at helbrede de syge, at velsigne dem, som sørger og at lede 
mor og alle jer børn til Frelseren. Jeg længes efter at leve 
i Zion, hvor Frelseren personligt vil regere, og alle vil kende 
ham. Men jeg ved, at alt dette gode kun kan blive til virke- 
lighed i den udstrækning, hvori vi lærer at udøve det hellige 
præstedømme i retskaffenhedens fulde kraft. Så kan vi ople- 
ve opfyldelsen af Herrens løfte i det smukke stykke i mo- 
siah 8: „Således har Gud beredt et middel, hvorved menne- 
sket ved tro kan udføre kraftige undergerninger, og derfor 
bliver han til stor nytte for sine medmennesker." (Vers 18) 
Søn: Jeg håber, vi kan gøre det, far. 

Far: Vi kan hvis vi holder sammen og styrker hinanden, Paul, 
Det største i mit liv har været udviklingen af min forståelse 
af Frelserens godhed mod os. Det meste af den er kommet, 



efter at jeg modtog præstedømmet og begyndte at tjene 
kirken. Jeg er så taknemmelig over de ganske særlige men- 
nesker, som stod ved mit livs skilleveje og lærte mig om Frel- 
serens kærlighed. 
Søn: Hvem var det? 

Far: Der var adskillige, men lad mig især nævne tre. 
Den ene var vejlederen for mit diakon-kvorum. Han lærte os 
diakoner meget om evangeliet. Jeg kan endnu se ham sidde 
dér på juniorsøndagsskolens små stole med tårerne strøm- 
mende ned af kinderne, når han fortalte os om forsoningen, 
og om hvordan Frelseren elskede Faderen og os nok til at 
være fuldkommen. 

En anden var det medlem af højrådet, som arbejdede med 
mig, da jeg var en hårdtarbejdende student og præsident for 
ældsternes kvorum. Han lærte mig at elske profeternes ord 
og at vide, hvordan man skal leve ved Ånden. Han var også 
stavens patriark. Han gav mig en velsignelse, der har styr- 
ket og vejledt mig lige siden. 

Den tredie har haft den allerstørste betydning. Og det er din 
mor, Paul. Da vi blev gift i templet, var vi kun dårligt fun- 
deredet i evangeliet og med hensyn til ægteskabets ansvar 
og opgaver. Nu morer vi os ofte over, hvor naive og uskyl- 
dige vi var i vores forståelse. Men vi begyndte at udvikle os 
sammen. Vi læste skrifterne sammen. Vi arbejdede sammen 
i kirken. Vi led, og vi spinkede og sparede sammen. Somme 
tider var vi onde ved hinanden, fordi vi var bange. Men en af 
de allerstørste velsignelser i mit liv har været din mors kær- 
lighed til mig, Paul. Den har givet mig mod og styrke og har 
lært mig, hvad kærlighed virkelig er. 

Folk, som har hjulpet mig, har vist mig, at vi har brug for 
hinanden. Jeg tror virkelig, at vi kun kan blive ligesom Frel- 
seren ved at arbejde sammen, så vi sammen vokser i hans 
lignelse. 

Søn: Jeg håber, at jeg kan arbejde sammen med menne- 
sker, som elsker Herren. 

Far: Den største mulighed du vil få, Paul, kommer med dit 
ægteskab. Alle ægteskabets og familen funktioner og for- 
mål er uadskilleligt forbundet med det hellige præstedøm- 
mes virke og myndighed. Hvis du gør det, som du ved, du 
burde gøre, så vil du og din hustru opbygge et evigt præste- 
dømmeligt rige, hvori du kan velsigne jeres efterkommere 
til evig tid. 

Jeg håber, du vil udsøge dig en af vor Faders døtre, som er 
stærk i troen og villig til at vokse åndeligt. Dit tempelægte- 
skab vil give jer en præstedømmelig mulighed så stor 
og så vid som evigheden. Hvis du og din hustru kan 
lære at elske hinanden og jeres børn rent og uselvisk i de 
evangeliske bånd, så vil I komme til at kende den glæde, for 
hvilken mennesket blev skabt. 
Søn: Far, jeg er taknemmelig for den forståelse. 
Far: Hvis du kan rumme endnu een tanke, Paul, så vær rar 
at overveje dette: De mennesker, som du vil blive kaldet til 
at tjene under din mission eller i kirken eksisterer allerede. 
Din kone findes et eller andet sted, kendt eller ikke for dig 
nu. De børn, l vil få, eksisterer allerede et eller andet sted. 
Jeg mener, det er vigtigt, at elske og velsigne alle disse 
mennesker nu. Vent ikke, til du bliver kaldet eller gift. Hvis 
du kan elske dem nu, vil du holde dig selv ren, og du vil 



24 



stræbe efter at vokse i kærlighed til Frelseren, åndeligt og i 
retskaffenhed. Når så din kaldelse kommer, vil du være 
parat til at velsigne og at elske med ren kærlighed. Vær så 
venlig at slå op på Johannes evangeliets femtende kapitel 
og læs versene 5 til 12. 

Søn: „Jeg er vintræet, I er grenene. Den, som bliver i mig, 
og jeg i ham, han bærer megen frugt; thi skilt fra mig kan I 
slet intet gøre. 

Hvis nogen ikke bliver i mig, kastes han ud som en gren og 
visner; man samler dem og kaster dem i ilden, og de bræn- 
des. 

Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om hvad 
som helst I vil, og I skal få det. Derved er min Fader herlig- 
gjord, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple. 
Som Faderen har elsket mig, således har jeg også elsket 
jer; bliv i min kærlighed! 

Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom 
jeg har holdt min Faders bud og bliver i hans kærlighed. 
Dette har jeg sagt til jer, for at min glæde skal være i jer, og 
jeres glæde kan blive fuldkommen. Dette er mit bud, at I 
skal elske hverandre, ligesom jeg har elsket jer." 




„Som præst fik du lov til at velsigne 

symbolerne på nadveren, at begynde 

missionærarbejde og at udføre 

dåbshandlinger." 



BØN 



Af Joseph F. Smith 



Bed hver dag. Adlyd Mestererens store bud om altid 
at huske Herren, at bede om morgenen og om 
aftenen, og altid huske at takke Ham for de velsig- 
nelser, I modtager dag for dag. 
Bed i Visdom. Mine brødre og søstre, lad os 
ihukomme at påkalde Gud og anråbe Ham om Hans 
velsignelser og gunst. Men lad os gøre det i visdom 
og retfærdighed, og når vi beder bør vi påkalde 
Ham på fornuftig vis. Vi bør ikke bede Herren om 
ting, som er unødvendige eller ting, der ikke vil være 
gavnlige for os. Vi skal bede om det vi har brug for 
og vi skal bede i tro „uden at tvivle; den, der tvivler", 
som apostlen sagde, „ligner nemlig havets bølge, 
som jages og kastes hid og did af vinden; og et 
sådant menneske må ikke vente at få noget fra 
Herren." Men når vi beder Gud om velsignelser, lad 
os da bede i tro på Evangeliet, i den tro, som Han 
har lovet at give dem, der tror på Ham og adlyder 
Hans befalinger. — 
(October Conference Report, 1914. s. 7) 

Bevar bønnens ånd. Vi bør have bønnens ånd hos 
os i enhver opgave, vi skal udføre i livet. Hvorfor? 
En af de enkle grunde, der gør et stærkt indtryk på 
mig, er, at mennesket er så fuldstændig afhængig 
af Gud! Hvor hjælpeløse er vi ikke uden Ham? Hvor 
lidt kan vi gøre uden Hans nådige forsorg? Jeg er 
ofte blevet ledt til at sige, at ingen af os, intet men- 
neske i hele verden kan få blot et eneste græsstrå 
til at gro uden Guds hjælp. Vi er nødt til at bruge 
Hans verden, vi må benytte os af Hans jord, Hans 
luft, Hans solskin og den fugtighed, som Gud frem- 
bringer og giver jorden, for at kunne frembringe blot 
et enkelt græsstrå. Det samme gælder for alt, hvad 
der tjener til vores eksistens i verden. Vi kan ikke 
frembringe en majskolbe eller et hvedekorn uden 
Guds hjælp. Vi kan ikke producere en eneste ting af 
betydning for menneskers eller dyrs eksistens uden 
Guds hjælp. Hvorfor skulle vi så ikke føle os afhæn- 
gige af Herren? Skulle vi da ikke påkalde Hans navn? 
Skulle vi da ikke huske Ham i vore bønner? Skulle 
vi ikke elske Ham af hele vort hjerte og hele vort 
sind og al vor styrke, når Han har givet os liv, når 
Han har dannet os i sin egen lignelse og skikkelse, 
når Han har sat os her, så vi kan blive lig Hans 
Enbårne Søn og arve den herlighed, ophøjelse og 
belønning, der er bestemt for Guds egne børn? 
(October Conference Report. 1914. s. 6.) 



25 



Fornylig talte jeg ved nadvermødet i mit eget ward. Den 
næste søndag kom en bror hen til mig og talte pænt om det. 
Jeg takkede ham for hans venlighed, og fordi jeg nu en- 
gang elsker at undervise, gik jeg over til at prøve ham en 
smule med hensyn til indholdet ar min tale. „Hvad sagde 
jeg, som gjorde indtryk på dig?" spurgte jeg. Efter en lang 
pause blev jeg meget flov, fordi han var flov. Og han var 
flov, fordi han ikke kunne huske det! 

Vi havde derefter en interessant samtale om den kendsger- 
ning, at den fysiske verbale udlægning af evangeliet ikke er 
nær så vigtig som den åndelige forståelse, følelse og moti- 
vering, der kommer gennem Ånden, når undervisning og 
opsugning af lærdom finder sted under dens ledelse. 
Oplevelsen var en god påmindelse om, at en evangelisk 
lærer ikke arbejder af sig selv men er medlem af et hold. 



Nephi sagde: „. . . når et menneske taler ved den Helligånds 
kraft, overfører denne kraft det til menneskehjertet." (2. Ne- 
phi 33:1) 

For at denne kommunikationsproces kan blive fuldstændig, 
er der også behov for at den, der underviser, er modtagelig: 
„Han har talt til jer med en stille, sagte stemme, men I har 
mistet evnen til at fornemme, så I ikke kan forstå hans ord." 
(I den engelse udgave står der „feel his words" o. a.) 1. Ne- 
phi 17:45) 

Jeg har ofte spekulerert på, hvorfor Nephi ikke sagde „høre 
hans ord". Nu ved jeg, at man ikke hører disse ord med 
ørerne . . . men ind i et menneskes sind kommer der ord . . . 
med disse ord kommer en følelse. Man følervirkelig ordene, 
sådan som Nephi sagde ... de, som ikke kan lære at høre 
gennem følelse, kommer ikke ret langt." (S. Dilworth Young, 
okt 1961, siderne 116-117) 



Af Theo E. McKean 



Partnerskab 

med Helligånden 



* 




jr 



BF 








Gennem Joseph Smith har Herren sagt: 
„Prædik mit evangelium ved Ånden, ja Talsmanden, der 
blev udsendt for at lære menneskene sandheden . . . hvorfor 
forstår og ved I da ikke, at den, der modtager ordet gennem 
sandhedens ånd, modtager det, som det bliver prædiket af 
sandhedens ånd? Derfor forstår den, der prædiker, og den, 
der hører, hinanden, og begge bliver opbygget og glæder 
sig med hinanden." (L.&P. 50:14, 22-22. Fremhævelser til- 
føjet.) 

En evangelisk lærer har den bedst tænkelige følgesvend - 
Helligånden. Og det er en meget styrkende kendsgerning at 
vi altid kan regne med, at han gør sin del. Udfordringen lig- 
ger hos os selv. Hvad må vi gøre for at kvalificere os? Hvor- 
dan kan vi berede os tilstrækkeligt? 



„Lærerens store ansvar er at være beredt til at undervise. 
En lærer kan ikke undervise andre i det, som han ikke selv 
kender. Han kan ikke få sine elever til at føle, hvad han ikke 
selv føler. Han kan ikke forsøge at lede efi ung mand eller 
ung pige til at få et vidnesbyrd om Guds evangelium, hvis 
han ikke selv har et vidnesbyrd. 

Der er tre ting, som må lede alle !ærere; for det første, træng 
ind i emnet; for det andet: lad dette emne gennemtrænge 
dig; fo det tredie: prøv at lede jeres elever til at åbne sig 
helt for emnet — ikke ved at hælde det ud over dem, men 
ved at lede dem til at se, hvad I ser, at vide, hvad I ved, at 
føle, hvad I føler." (David O. McKay i „That You May Instruct 
More Perfectly", Improvement Era, august 1956, side 557. Se 
den ledsagende artikel for den fuldstændige tekst) 



Beredelse til undervisning 

skemaet, „Undervisning/tillæringsforhold", som findes i den 
første artikel i denne serie (aprilnummeret) .nævnes' visse 
ansvar, som læreren må opfylde i sit eget forhold til Gud, 
før han er beredt til at undervise andre. En af disse er at 
søge efter og modtage forståelse af og vidnesbyrd om sand- 
heden. Hvis vi er parate til at undervise sammen med, eller i 
partnerskab med Helligånden, må vi have mættet os med 
Kristi ord, indtil vi har lært, hvad det egentlig er, vi skal over- 
føre til andre. 

„Søg ikke at forkynde mit ord, men søg først at få mit ord, 
så skal din tunge blive løst, og dersom du ønsker det, skal 
du få min Ånd og mit ord, ja, Guds kraft til at overbevise 
menneskene . . . Fyld dit hjertes skatkammer, indtil den i min 
visdom bestemte tid kommer, da du skal gå ud." (L.&P. 
11:21, 26) 

Præsident Ezra Taft Benson instruerede for nylig nogle læ- 
rere således: 

„Før I kan styrke jeres elever, er det nødvendigt, at I stude- 
rer rigets doktriner og lærer evangeliet både ved studium og 
med tro. At studere med tro er at søge forståelse og Her- 
rens Ånd gennem troens bøn. Så vil I have styrke til at over- 
bevise jeres elever . . . 

Rækkefølgen for erhvervelsen af Guds kraft i jeres under- 
visning er først at søge at få ordet; så kommer forståelsen 
og Ånden; og endelig styrken til at overbevise. Ja, som vores 
levende profet har instrueret jer, „er der velsignelser, der 
kommer af at fordybe sig i skrifterne, Afstanden mellem os 
selv og vor himmelske Fader indsnævres." (Præsident Spen- 
cer W. Kimball i Men of Example, tale til religionsundervi- 
sere, 12. sept. 1975, side 2) 

„Husk altid, at der ikke er nogen tilfredsstillende erstatning 
for skrifterne og de levende profeters ord. De bør være jeres 
originale kilder. Læs og overvej mere, hvad Herren har sagt, 
og mindre, hvad andre harskrevet om, hvad Herren sagde." 
(Præsident Ezra Taft Benson i The Gospel Teacher and His 
Message, tale til religionsundervisere, 17. sept. 1976, side 
5-6) 

Sammen med dette grundlæggende og fortsatte studium af 
evangeliet, der kræves af enhver af os til enhver tid, må læ- 
rere med særlige opgaver også udarbejde specielle lektie- 
materialer. Om dette har præsident David O. McKay sagt: 



Om at berede sig 

Præsident Marion G. Romney har fortalt os, hvad vi skal 

gøre for at sætte os ind i det emnemateriale, som vi skal 

undervise i. Han peger på disse fire skridt: 

„Ønsk. Igen og igen forkynder skrifterne, at mennesker 

modtager svar fra Herren i henhold til deres ønsker. Alma 

erklærende: „Jeg ved, at han giver menneskene efter deres 

ønske" (Alma 29:4) 

Senere sagde han til Joseph Smith og Oliver Cowdery: ,Alt, 

hvad I begærer af mig, skal gives jer.' (L.&P. 6:8) 

2. Søg. Men et effektivt begær er ikke bare et ønske. Det er 
ikke passivt; det er en motiverende overbevisning, der kræ- 
ver handling. En af de ting, det får præstedømmebæreren til 
at gøre, er at søge efter og overveje ordene om evigt liv. 

Da vi ikke kan ,leve af hvert ord, som udgår af Guds mund' 
(L.&P. 84:44), uden at vi kende dem, er det strengt nødven- 
digt, at vi studerer dem. Det har Herren befalet os at gøre. 
I forordet til sin „Befalingernes Boge", sr.gde han: , Ransag 
disse befalinger, thi de er sande og troværdige, og de profe- 
tier og forjættelser, som de indeholder, skal alle gå i opfyl- 
delse.' (L.&P. 1:37) 

Gud har instrueret os om at „forkynde mit evangeliums 
grundsætninger, som de findes i Bibelen og Mormons Bog, 
hvori evangeliets fylde findes." (L.&P. 42:12) Det kan vi ikke 
gøre, med mindre vi kender dem. 

Til profeten Josef Smith, Oliver Gowdery og John Whitmer 
sagde Herren: „Anvend jeres tid til at granske skrifterne." 
(L.&P. 26:1) 

3. Overvej. Når jeg har læst i skrifterne, har jeg følt en udfor- 
dring ved ordet „overveje", der så ofte benyttes i Mormons 
Bog, Ordbogen siger, at „overveje" betyder „at gennemtæn- 
ke" eller „prøve vægten af flere muligheder". Moroni benyt- 
tede således udtrykket, da han afsluttede sin optegnelse: 
,Når I læser disse ting ... at erindre, hvor barmhjertig Her- 
ren har været mod menneskenes børn ... og . . . overveje 
det i hjertet.' (Moroni 10:3, fremhævelse tilføjet) 

Jesus sagde til nephitterne: 

,Jeg mærker, at I er svage, og at I ikke kan forstå alle mine 

ord . . . 

Gå derfor til jeres hjem og overvej det, som jeg har sagt, og 

bed Faderen i mit navn, at I må kunne forstå ... (3 Nephi 

17:2-3, fremhævelse tilføjet) 



27 



4. Bed. At ønske, søge og overveje ,det evige livs ord' vil til- 
sammen, trods deres individuelle betydning, ikke være til- 
strækkelige uden bøn. 

Bøn er den nøgle, med hvilken vi åbner døren til Frelseren. 
,Se', siger han, Jeg står for døren og banker; om nogen 
hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og 
holde nadver med ham, og han med mig.' (Johs. Åb. 3:20) 
Lyt til Nephis opfordring. Jeg håber, at den bevæger jer lige 
så dybt, som den bevæger mig. Han sagde: 
,Se nu, mine elskede brødre. . . jeg sagde til jer: Mæt jer 
med Kristi ord, thi se, hans ord vil fortælle jer alt, hvad I skal 
gøre.' 

Og dersom I nu, efter at jeg har talt disse ord, ikke kan for- 
stå dem, er det fordi I ikke beder og ikke banker på, og der- 
for føres I ikke ind i lyset, men må omkomme i mørket. 
Og nu, mine elskede brødre, jeg mærker, at I stadig grubler i 
hjertet, og det bedrøver mig, at jeg skal tale angående disse 
ting. Thi dersom I vil give agt på Ånden, som lærer menne- 
sket at bede, da vil I vide, at I bør bede, thi den onde ånd 
lærer ikke mennesket at bede men lærer ,at de ikke skal 
bede. 

Men se, jeg siger jer, at I altid bør bede og ikke blive trætte, 
og at I ikke må udrette noget for Herren uden først at bede 
til Faderen i Kristi navn, at han vil hellige jeres gerning for 
jer, så at jeres gerning må blive til jeres sjæls velfærd.' 2. 
Nephi 32:1,3-4,8-9)" (Marion G. Romney i CR, april 1973, 
side 116) 

Undervisning sammen med Ånden er en stor kaldelse og en 
stor udfordring." „Men er I beredte, behøver I ikke at fryg- 
te" (L.&P. 38:30) 

Ingen af os vil blive flove, når vores undervisningskammerat, 
Helligånden, har større indflydelse på vore elever, end vi 
har. Det er Guds værk — og hans er æren og herligheden. 
Vi vil få rigelige velsignelser, når vi hjælper. 



Hvis du ikke — . 

Hvis du ikke kan blive granen på højens top, 

så vær hellere det lille krat i dalen 

men vær det bedste lille krat ved bækkens bred; 

vær en busk, hvis du ikke kan blive et træ. 

Hvis du ikke kan blive en busk, så vær lidt af græsset, 

der føjer skønhed til landevejen. 

Hvis du ikke kan blive en moskusokse, så vær blot en lille fisk, 

men vær den muntreste lille fisk i søen. 

Vi kan ikke alle være kaptajner, der skal også være besætning. 

Der er noget for os allesammen at gøre, 

der er et stort arbejde at udføre, der er også et mindre, 

og det du skal gøre ligger lige for. 

Hvis du ikke kan være hovedvej, så kan du være en sti, 

hvis du ikke kan blive en sol, kan du være en stjerne; 

det er ikke ved din størrelse du vinder eller taber — 

vær derfor det bedste der er i dig. 

Douglas Malloch: 

„Be the Best of Whatever" 

28 



For at I kan 

undervise mere 

fuldkomment 



Af præsident David O. McKay 



„Og jeg befaler, at I skal undervise hinanden i rigets 
lære. Lær flittigt, og min nåde skal ledsage jer, så I kan 
blive mere fuldkomment undervist i evangeliets teori, prin- 
cipper, lære og lov og i alle ting, som tilhører Guds rige og 
er nyttigt for jer at forstå. 

Både det, der er i himlen, på jorden og under jorden, det, 
som har været, det, som er, og det, der snart skal ske, det, 
som er hjemme, og det, som er ude; nationernes krige og 
forviklinger og de straffedomme, der skal komme over lan- 
det og kundskab om lande og riger — 
så I kan være forberedt på alt, når jeg udsender jer for at 
hædre det kald, hvortil jeg har kaldet jer, og den mission, 
jeg har betroet jer." (L.&P. 88:77-80) 

Vi er en kirke af lærere. I sidste dages hellige hjemmet kræ- 
ves det, at far og mor er ordets lærere — således er det ud- 
trykkeligt krævet i Herrens åbenbaring. Enhver hjælpeorga- 
nisation, ethvert kvorum, består af en gruppe af mænd og 
kvinder, som i ordets egentligste forstand er lærere; derfor 
henvender denne åbenbaring sig til alle. 
Den store forpligtelse for en lærer, er at være beredt til at 
undervise. En lærer kan ikke undervise andre i det, som han 
ikke selv kender. Han kan ikke få sine elever til at føle det, 
som han ikke selv føler. Han kan ikke forsøge at lede en 
ung mand eller en ung pige til at opnå et vidnesbyrd om 
Guds evangelium, hvis han ikke selv har det vidnesbyrd. 
Der er tre ting, der må lede alle lærere; for det første, træng 
ind i emnet; for det andet, lad det emne gennemtrænge dig; 
for det tredie, prøv at lede jeres elever til at åbne sig for 
emnet — ikke ved at hælde det ud over dem, men ved at 



% 




lede dem til at se, hvad I ser, at vide hvad I ved, at føle, 
hvad I føler. 

Enhver lærer må være forberedt på sin lektie, når han eller 
hun mødes med drengene og pigerne i sin klasse; for glem 
ikke, at jeres præsentation af den lektie, jeres indstilling 
overfor sandheden i lektien i høj grad vil afgøre drengenes 
og pigernes indstilling overfor den og deres instilling over- 
for kirkens aktivitet i det hele taget. Hvis du lader dem for- 
lade klassen med den følelse i deres ungdommelige sind, at 
de ikke har fået noget ud af at komme, vil du finde det 
vanskeligt at få dem til at komme igen næste uge. Men hvis 
du på den anden side har begejstret dem eller i hvert fald 
kunnet give dem bare én tanke, som har tiltalt dem, vil du 
opdage, at deres hensigt og ønske om at komme tilbage vil 
give sig udtryk i deres tilstedeværelse den næste uge. 
Når du har præsenteret en idé i din klasse, som vækker en 
tanke i et barns sind, har du så lagt mærke til, hvor ivrigt det 
lille barn søger opmærksomhed, for at de kan få lejlighed til 
at besvare et spørgsmål, som du måske vil stille? 
En hurtig gennemlæsning af lektien før timen er ikke nok. På 
den måde har jeg ikke gjort lektien til min egen, og før den 
er min egen, og jeg føler, jeg har et budskab at give klas- 
sens medlemmer, er jeg ikke beredt i den udstrækning, som 



Herren har bedt mig være beredt, når han kalder mig til 
at forkynde sit ord. Lektien må være min; hvad jeg ønsker at 
give drengene og pigerne, er det, som tæller, når jeg træffer 
dem. Jeg kan gøre den lektie i bogen til min ved studium, 
tro og bøn. 

Om „undervisningens ånd". Jeg vil gerne sig dette: En dag, 
efter at Herren var blevet korsfæstet, sagde Peter: „Jeg ta- 
ger ud at fiske." Han kendte til at fiske. Han var fisker. Men 
han så ikke klart, hvad hans mission var som menneskefis- 
ker. Og Thomas og nogle af de andre sagde: „Vi tager med 
dig. Og en morgen finder vi dem med et net, der er fuld af 
fisk, med et ildsted og brød, i færd med at spise - og Herren 
er i deres midte og siger: „Simon, Johannes' søn, elsker du 
mig mere, end de andre gør? . . ." 

(Jeg vil ikke ind i en redegørelse for, hvad det „de andre" 
betyder. Jeg går ud fra, at Herren tænkte på timelige velsig- 
nelser og rigdom. (Den engelske Bibel bruger ikke udtryk- 
ket „de andre" men „these", der måske hentyder til „fisk 
og brød", o.a.)) 

„Simon . . . elsker du mig mere end disse?" 
„Ja, Herre! du ved, at jeg har dig kær." 
„Vogt mine lam!" (Se Johannes 21 :15) 
Der ligger hemmeligheden ved undervisningens ånd. Mæt 
drengen, mæt pigen. (I den engelske Bibel hedder det i 
nævnte skriftsted: „Feed my lambs" = mæt mine lam. O. a.) 
Lad drengen vide, at du er interesseret i ham, Når du møder 
ham på gaden, så lad ham forstå, at du er interesseret i 
ham. Lad kærlighed udstråle fra dit hjerte, og så vil du have 
et godt sted at så din sæd af sandhed, der vil bære frugt i 
den drengs liv, frø, som til sidst vil give ham udødelighed og 
evigt liv, hvilket i sandhed er Guds herlighed. 
Lærere, forstår I, hvilke muligheder I har? Et eller andet sted 
har jeg nedfældet disse muligheder for at lærere altid burde 
forstå, at de sandsynligvis har magt til i et eller måske man- 
ge hjerter at vække: 

For det første, ønsket om at opnå herredømme over svag og 
selvisk forkælelse. 

For det andet, viljen til at brede sig til at se livet i øjnene 
med mod til at møde katastrofe med sjælsstyrke og døden 
uden frygt. 

For det tredie, at udvikle mandomskraft eller kvindelig skøn- 
hed. Åh, hvor verden dog trænger til det! 
For det fjerde, i mange sjæle at indpode løftet om en ven 
eller en kammerat som senere vil egne sig til ægtemand 
eller hustru og derved blive en eksemplarisk far eller en 
kærlig intelligent mor. Se, det er vort privilegium, lærere! 
Og for det femte, at vække kærlighed til Jesu Kristi evange- 
lium. Lydighed overfor det bringer lykke i dette liv og mulig- 
hed for ophøjelse i al evighed. 

Det endelige mål for kirkeaktivitet er under Herrens inspira- 
tion og ledelse, at hjælpe med til at tilvejebringe udødelig- 
hed og evigt liv for mennesket. Vi har som direkte og umid- 
delbart formål at skabe et vidnesbyrd om Guds værks gud- 
dommelighed hos unge og gamle, uden hvilket evigt liv ikke 
kan opnås, for „Dette er det evige liv, at de kender dig, den 
eneste sandeGud, og ham, som du harsendt, Jesus Kristus." 
(Johs 17:3) (David O. McKay: „That You May Instruct More 
Perfectly", Improvement Era, aug. 1956, 59:557-58) 



29 




Biskop J. Richard Clarke 
Det præsiderende 
Biskopråd 

„Det er en overvældende oplevelse at 
blive kaldet af en profet," siger J. Ri- 
chard Clarke, nylig opretholdt som an- 
denrådgiver i Det præsiderende Bi- 
skopråd. „Hvis det ikke var for den 
fuldkomne tillid, jeg har til åbenbaring 
— og jeg ved af erfaring, hvor virkelig 
den er — så ville jeg måske tvivle på, 
at de havde valgt den rette mand." 
Biskop Clarke, der er født og opvokset 
i Rexburg i Idaho, og bosat i Boise i 
Idaho, da han blev kaldet, har en blød 
stemme, han er rolig, hengiven og 
hjertelig. Den hjertiglighed viser sig, 
når han taler om sin hustru, Barbara 
Reed, og deres syv levende børn (en 
datter døde som elleve-årig). „De har 
været vidunderlige med hensyn til den- 
ne kaldelse," siger han. „Vi forventede, 
at børnene i det mindste ville have 
tænkt på, hvad de ville komme til at 
opgive, men de har blot givet udtryk 
for deres begejstring og støtte." 
I virkeligheden kunne man have for- 
udsagt en sådan reaktion. Lige siden 
biskop Clarke og hans hustru begynd- 
te at acceptere kirkelige kaldelser — 
og sådanne opgaver har gået fra 
wards- og stavs hjælpeforenings og 
GUF-præsidentskaber, wardsbiskop- 



råd, stavspræsidentskaber og ansvar 
som regionalrepræsentant — har de 
gjort det til familiekaldelser. „Jeg har 
altid sagt, at jeg kun kunne virke, hvis 
jeg havde familiens støtte og harmoni 
bag mig. Også at jeg ikke ville kunne 
stå for ét sæt principper og lade min 
familie acceptere et andet. Jo, de er 
ærlig talt vidunderlige børn. Under min 
ældste søn, Dallans opvækst har jeg 
altid været på forhøjningen. Vi fik ikke 
disse gode oplevelser til præstedøm- 
memødet, hvor man sidder skulder til 
skulder, far og søn. Og det ville have 
været virkelig vanskeligt for mig som 
far, hvis jeg ikke havde vidst, at han 
accepterede og støttede det, jeg gjor- 
de." 

Hjerteligheden viser sig, når han priser 
sine forældre — John Rolland Clarke 
og Nora L. Redford Clarke — for den 
udprægede tillid, de altid har vist ham, 
og hans hustrus familie — James H. 
Reed og Maude Armstrong Reed — for 
deres enestående sammenhold. 
Den kommer stærkt til udtryk, når han 
taler om biskop Vaugh J. Feathersto- 
ne, for hvem han har virket som råd- 
giver i Boise North stavspræsident- 
skab, før staven blev delt, og han blev 
kaldet som præsident over den nye 
Meridian Idaho stav. „Vi havde ti års 
erfaring i samarbejde, vi to. Han lærte 
mig en masse. Han kendte selvfølgelig 
ikke noget til denne kaldelse forud; og 
jeg siger altid, at ingen fuldtud kan er- 
statte ham, hvor han har virket." 
Hjerteligheden viser sig igen, når han 
taler om sit tidligere arbejde og sin nye 
opgave. Som administrerende direktør 
for et forsikringsselskab i Idaho-Wa- 
shington området, fandt han selskabet 
meget modtagelig for præstedømmets 
samordningsprincipper, som han be- 
nyttede, og de stillede sig velvilligt 
over for at løse ham fra hans forplig- 
telser, for at han kunne overtage sin 
nye kaldelse. 

„Jeg har ikke yndlinge blandt brød- 
rene," siger han, „men jeg har altid 
haft særlig kærlighed til præsident J. 
Reuben Clark, præsident Lee og præ- 
sident Romney — disse velfærdets gi- 
ganter. Opfyldelse af de uheldigt stil- 
ledes behov er en god måde at børe 
vidnesbyrd om de principper, som 
Kristus forkyndte — og vi er stadig 
langt tilbage i den retning. Indtil vi er 



parat til at opgive vor fysiske appetit 
og verdslige ejendele — indtil indvielse 
bliver et motiverende princip og for- 
valtning et helligt ansvar — vil vi have 
lang vej at gå, før vi som kirke er be- 
redt til at møde vor Mester." 
Han taler med åbenlys respekt om sine 
nye kolleger i Det præsidenrende Bi- 
skopråds kontor. „Det er storartede 
mænd. De vil være ledere, uanset hvor 
de er" — og med samme respekt om 
medlemmerne. „På grund af vore med- 
lemmern vidnesbyrd og deres respekt 
for præstedømmetsmyndighed bør en- 
hver, der har en ledende stilling, be- 
handle sin opgave som en hellig tillid 
og med højeste grad af følsomhed." 
Med særlig interesse glæder han sig 
til at arbejde med Aronske Præstedøm- 
me og Unge Piger. „Vi er i gode hæn- 
der, så længe vi holder vore øjne ret- 
tet mod de unge," sagde han. „Jeg har 
sandelig stor tro på deres fremtid." 




Ældste Robert E. Wells 

De Halvfjerds' første Kvorum 

Selvom han er født og opvokset i Ne- 
vada, har ældste Robert E. Wells til- 
bragt sit halve liv i Latinamerika. Han 
lærte først spansk som missionær i 
Argentina. Med en eksamen i bog- 
føring og glimrende beherskelse af 
spansk, accepterede han et tilbud fra 
First National City Bank om at vende 
tilbage til Sydamerika. Kun fire måne- 
der efter sin afløsning som missionær 
begyndte han og hans brud, Meryl Lea- 
vitt Wells, en karriere i international 
bankvirksomhed, der har bragt ældste 
Wells til Argentina, Brasilien, Uruguay, 
Paraguay og Ækvador. 
Fra sine tidligste år har ældste Wells 
følt — og efterfulgt — Herrens tilskyn- 
delser i sit liv. Da han forlod flåden 
nogle få år efter afslutningen af anden 
verdenskrig, var han fast besluttet på 
at tage sin eksamen som ingenniør fra 
Berkeley University — da han følte sig 



30 



inspireret af Ånden til at vende tilbage 
til BYU og „lære pengenes videnskab". 
Da hans unge hustrus familie undrede 
sig over, at han så hurtigt efter sin mis- 
sion igen skulle forlade USA, påpe- 
gede han over for dem at hans patri- 
arkalske velsignelse lovede ham, at 
han skulle tjene Herren „blandt ver- 
dens nationer". 

Flere år senere, efter hans første hu- 
strus tragiske død ved en flyveulykke, 
ledede Ånden ham påny i en kritisk 
afgørelse. Han havde været enkemand 
i to år, og han vidste, at han burde gifte 
sig påny. Men med hvem? Som han 
bad, fik han tydeligt at vide: „Gift dig 
med en kvinde, som kan blive en mis- 
sionspræsidents hustru." 
Andre tilskyndelser førte ham tilbage 
til USA for at finde en hustru. Han la- 
vede en liste over alt det, som hans 
hustru måtte være: Typen på en mis- 
sionsmoder, venlig og kærlig; guld- 
gleaner; universitetsuddannet; tidlige- 
re missionær; fortrinsvis med nogen 
spansk baggrund; musikalsk — og me- 
get andet. Han fandt hende også - 
Helen Walser Wells. Han friede til hen- 
de syv dage, efter at han havde truffet 
hende, men ikke før Ånden havde op- 
lyst ham i en meget særlig åndelig op- 
levelse, at hun var den rigtige. En må- 
ned efter at de første gang havde set 
hinanden, giftede de sig, og, siger han: 
„Vi har været lykkelige lige siden." 
Han fulgte igen Åndens tilskyndelse i 
1971, da han efter at have tjent som 
præsident over Mexico Monterrey mis- 
sion, sagde nej tak til muligheden for 
at vende tilbage til en fremtrædende 
stilling i international bankvirksomhed 
for at acceptere en mindre prestige- 
mæssig stilling i kirkens indkøbsafde- 
ling. Nu forstår han og hans hustru 
med denne nye kaldelse, hvad Herren 
havde til hensigt dermed. 
Ældste og søster Wells har syv børn i 
alderen fra ni til fireogtyve. De har og- 
så et barnebarn og ét andet på vej. 
Ældste Wells føler, at Herrens ledelse 
af hans liv ikke blot har hjulpet ham og 
hans hustru til at vælge den rette sti, 
når de i deres tilværelse er kommet tif 
„åndelig korsveje", men også har hjul- 
pet hans børn til at forstå, at deres 
far ikke handler, udfra pludselig ind- 
skydelse, men efter Herrens ord. Må- 
ske er det, fordi han er så god en ån- 



delig leder i sit hjem, at han nu er i 
stand til at udfylde sin nye kaldelse 
som åndelig leder i kirken. 
Nu, da han er tilbage i USA, savner 
ældste Wells sommetider medlemmer- 
ne i Latinamerika. Han har imidlertid 
haft mange lejligheder til at besøge 
dem som regionalrepræsentant i Mexi- 
co, Equador og Colombia. 
Men selv efter et kvart århundrede i 
Latinamerika, har ældste Wells ikke 
glemt sin opvækst i Logandale i Neva- 
da, 96 km fra Las Vegas, hvor han 
blev født i 1927. Hans varme smil synes 
at passe lige så meget ind i en lille 
amerikansk by „ude på landet" som 
blandt internationale forretningsfolk. 
Måske er det karakteristisk for man- 
den, at han føler sig hjemme begge 
steder, i stand til at lytte og i stand til 
at dele den Ånd med andre, som har 
ledet hans tilværelse. 



l 



^9$* iSfcr 



Ældste Royden G. Derrick 
De Halvfjerds* første Kvorum 

Da Royden G. Derrick sidste sommer 
vendte tilbage til De forenede Stater 
efter i tre år at have virket som præsi- 
dent over England Leeds Mission, plan- 
lagde han at bruge en stor del af sin 
tid til sine to store humanitære interes- 
ser: genealogiske undersøgelser og en 
interamerikansk organisation. Efter at 
have solgt et firma, som han var leder 
og administrerende direktør for, glæ- 
dede han sig til at få tid til disse to 
ting. Han har virket som formand for 
bestyrelsen for Partners of the Ameri- 
cans, hvori fireogfyrre stater samarbej- 
der om udviklingen af områder i Latin- 
amerika til gavn for landet som helhed. 
Som eksempel på denne organisations 
succes kan nævnes, at der er blevet 
oprettet 63 skoler i Bolivia med hjælp 
fra skolebørn i Utah, og mere end 
50.000 børn får nu tandbehandling, 
hvilket er noget helt nyt for dem. 



Imidlertid blev åldste Derrick i septem- 
ber 1976 igen kaldet af kirken til Stor- 
brittanien, dennegang for at tjene i en 
ti-måneders periode som præsident for 
den nye Ireland Dublin mission. Han vil 
blive afløst herfra den 1. juli 1977. 
Da ældste Derrick rejste til denne an- 
den mission blot få uger før general- 
konferencen i oktober, havde han in- 
gen idé om, at der hurtigt ville komme 
endnu en kaldelse. Han fortalte Ensign 
kort efter konferencen: „Da præsident 
Kimball ringede til mig for et par dage 
siden og spurgte, om jeg ville accep- 
tere kaldelsen, kan jeg sige, at det var 
en overraskelse. Jeg troede ikke, at 
jeg nogensinde ville modtage en kal- 
delse af denne slags, og det er en yd- 
mygende oplevelse, en af den slags, 
der kan få én ned på knæ for Herren." 
Ældste Derrick er født den 7. septem- 
ber 1915 i Salt Lake City som søn af 
Hyrum og Magaret Glade Derrick. Han 
fik sin første undervisning dér og stu- 
derede til ingeniør ved University of 
Utah. Senere virkede han i otte år i 
dette universitets styrelse og modtog 
en æresdoktorgrad dér i 1965. Brigham 
Young University ærede ham i 1973 
med Jesse Kinght Industrial Citizen- 
ship Award. 

I 1938 ægtede ældste Derrick Allie 
Jean Olsen i Salt Lake templet, og de 
har fire børn og fem børnebørn. 
Ældste Derrick har en lang tjenestetid 
i kirken bag sig. Han har været lærer 
i præstedømme-kvorummer og søn- 
dagsskoler, wardssekretær, biskopråd- 
giver og fra 1954 til 1957 medlem af 
søndagsskolens hovedbestyrelse. Han 
blev løst fra denne stilling for at tjene i 
Monument Park stavspræsidentskab. 
Han blev kaldet til søndagsskolens 
hovedforstanderskab i december 1966 
og tjente dér indtil juni 1971. Han har 
også været guide på Temple Square. 

„Når jeg tænker på denne nye opga- 
ve," sagde ældste Derrick, „opdager 
jeg, hvor stor respekt jeg har for dem, 
jeg nu skal arbejde sammen med. Jeg 
støtter dem sandelig, sådan som jeg 
altid har gjort. 

Jeg er kommet til at forstå, hvem jeg 
virkelig arbejder for, og at det er Frel- 
seren. Dette er en kaldelse fra ham. 
Jeg beder, at mit arbejde vil blive ac- 
ceptabelt for ham." 



31 




Ældste Dean L Larsen 

De Halvfjerds* første Kvorum 

„Jeg nærer et stort ønske om at være 
nyttig — for Herren og for mennesker 
både i og uden for kirken," sigerældste 
Dean L. Larsen ved sin nye kaldelse 
til De Halvfjerds' første Kvorum. Og det 
er tydeligt at dette ønske, om at være 
til tjeneste, er et typisk træk ved hans 
livsopfattelse: Ældste Larsen er inte- 
resseret i mennesker. Når man træffer 
ham, påvirkes man af hans ydmyghed 
og hans oprigtighed, og af hans øjne, 
der på engang er omsorgsfulde og ven- 
lige. Man får tillid til ham. 
Ældste Larsen er født den 24. maj 1927 
i Hyrum i Utah som søn af Gertrude 
Prouse og Edgar N. Larsen. Han er 
nummer fem i en børneflok på syv og 
voksede op på en gård, hvor han arbej- 
dede med havebrug og kvæg. Efter at 
have taget eksamen fra mellemskolen, 
tjente han i U.S. Navy hen mod afslut- 
ningen af anden verdenskrig. Fra det 
sidste tog han eksamen i 1950 i fagene 
engelsk og spansk. Midt i studierne 
ægtede han Geneal Johnson fra 
Ashton i Idaho, og i dag har de fem 
børn — „allesammen drenge med und- 
tagelse af fire", siger ældste Larsen 
lidt spidsfindigt. 

Efter to år som sælger og lignende ar- 
bejde og otte års undervisning i mel- 
lemskole og morgen-seminar, fik han 
en stilling som lærer i seminar-under- 
visningen på Utah's Brigham City Inter- 
mountain Indian School. 
„Hele mit liv har jeg været interesseret 
i indianere — som dreng læste jeg alt 
hvad jeg kunne få fat i om indianere," 
siger han. Derefter blev han et år sene- 
re (1961) vice-koordinator for de in- 
dianske seminarer ved Brigham Young 
University, og det følgende år udnævn- 
tes han til sekretær for kirkens Indian 
Committee. 

Han underviste ét år ved Utah Institute 
of Religion, før han blev kaldet til præ- 

32 



sident over Texas South Mission. En 
tidligere missionær, som arbejdede un- 
der ham, fortæller: „Jeg var impone- 
ret over hans beherskelse af skrifterne 
og hans evne til at forklare dem så 
tydeligt — så de let kunne forstås af 
enhver. Han havde den sjældne evne til 
at omgås folk, så de forstod, at han 
virkelig interesserede sig for dem." 
Efter tre års tjeneste i denne stilling 
underviste ældste Larsen ved Ogden 
Institute of Religion. Marts 1972 blev 
han koordinator for kirkens undervis- 
ningsplanlægning og virkede samtidig 
som leder af Instructional Materials, 
for senere, i 1976, at blive redaktør af 
kirkens tidsskrifter. 

Ældste Larsen påbegynder sin nuvæ- 
rende stilling, beredt gennem en lang 
række virkeområder i kirkens tjeneste. 
Han har været stavsmissionær, biskop, 
højrådsmedlem, medlem af kirkens 
Missionær-komité, sekretær for Adult 
correlation Committee, medlem af søn- 
dagsskolens hovedbestyrelse og re- 
gionalrepræsentant for De Tolv. „Jeg 
har været glad for alle mine opgaver, 
men det bedste jeg ved, er at arbejde 
direkte med folk, som f. eks. i missions- 
marken eller i et biskopråd." 
Hvordan har hans familie reageret på 
de hyppige flytninger og mange kal- 
delser? „De har lært at tage en ny kal- 
delse i stiv arm, de har altid været gla- 
de for det og ønsket at støtte mig. Vi 
holder godt sammen som familie, og vi 
glæder os over og påskønner disse 
kaldelser, fordi de deles af hele famili- 
en. Det har været en stor oplevelse for 
os. 

Det er et inspirerende ansvar og et 
vidunderligt privilegium at omgås ge- 
neralautoriteterne i det store arbejde 
at opbygge Guds rige. Enheden og 
broderskabet mellem brødrene er no- 
get vidunderligt og meget ydmygende. 
Mit mål er at hjælpe folk til at opdage 
evangeliet og hjælpe dem til at glæde 
sig over at efterleve dets principper. 
Jeg håber, det vil betyde lige så meget 
for dem, som det har gjort for mig." 



To nye missioner 
oprettet 

Samtidig med at to af sønnerne præ- 
siderer over de to missioner i Sveri- 
ge, er præsident Roy W. Oscarson fra 
St. Louis i Missouri blevet kaldet til 
at præsidere over en af de to nye 
missioner, der er blevet oprettet i 
Storbrittanien. 

Skotland Glasgow missionen, hvoro- 
ver præsident Oscarson nu præside- 
rer, er dannet af et sty/kke af Skot- 
land Edinburgh missionen plus Det 
nordlige Irland. 

Den nye Irland Dublin mission, hvor 
ældste Royden G. Derrick er præsi- 
dent, vil omfatte hele den irske repu- 
blik. Præsident Derrick er et af de 
nye medlemmer af De Halvfjerds' 
første Kvorum. 

Tidligere lededes kirkens missionær- 
arbejde i Irland fra Irland Belfast Mis- 
sion, der nu er blevet opløst, og hvis 
præsident, Arvel L. Child, er blevet 
kaldet til at tjene som særlig assis- 
tent til præsidenten for London tem- 
plet, Joseph L. Darling. 
Præsident Oscarsons sønner, G. Ri- 
chards og Paul Kent Oscarson, præ- 
siderer over Sveriges Stockholm mis- 
sion og Sveriges Goteborg mission. 
Præsident Derrick, Irland Dublin mis- 
sionen, er født i Salt Lake City og 
har for nyligt udført en treårs opgave 
som præsident over England Leeds 
missionen. 

Med oprettelsen af de nye missions- 
grænser vil det tidligere missions- 
hjem i Belfast blive solgt, og de mis- 
sionærer, der arbejder i Nordirland 
kommer til at høre til Skotland Glas- 
gow missionen. 

Logan Templet 
ombygget 

Logan, Utah - Et omfattende, to-års 
ombygningsprojekt er igang i det 
tooghalvfemsårige Logan tempel. 
Templet, der blev indviet i 1884 af 
præsident John Taylor, vil være luk- 
ket i de to år, arbejdet varer. Planer- 
ne for ombygningen indbefatter byg- 
ning af fire nye ordinanseværelser 



omkring det celestiale værelse, såle- 
des at man kan benytte film i forbin- 
delse med tempelceremonien. Desu- 
den vil der blive bygget en ny kirke- 
sal, et cafeteria, en vuggestue, et 
vaskeri, garderober og kontorer. 
Årsagen til ombygningen er et behov 
for udvidelse af templets funktion. 
Bygningen af templet begyndte i 1877 
på et sted, der var blevet valgt af 
præsident Brigham Young. Det første 
spadestik blev taget det år, han døde, 
og syv år senere blev templet indviet. 



Blind student fra korea 
modtager evangeliets lys 

Son Chi III sad ved sit skolebord og 
drømte om, hvordan det ville føles at 
være forfatter — eller læge måske! 
Hvordan det ville være, hvis han ikke 
var blind. 

Den unge femogtyveårige koreaner 
prøvede ihærdigt at få en studenter- 
eksamen, så han kunne komme til at 
læse videre. Han ville gerne være ble- 
vet i sin hjemby, men undervisnin- 
gen i blindeskolen standsede ved 
gymnasiet, så han var nødt til at flytte 
til Seoul for at færdiggøre sin uddan- 
nelse. 

Da han var fem år gammel, blev han 
angrebet af en voldsom feber, som 
forårsagede, at hans syn langsomt 
blev svagere. Hans far døde, da han 
var fjorten år gammel, og året efter 
døde hans mor. Samtidig mistede Chi 
III synet fuldstændigt på begge øjne. 
På blindeskolen i Seoul studerede 
han 48 timer om ugen. Han modtog 
undervisning i historie, musik, mate- 
matik, koreansk, japansk, engelsk og 
medicin. Skolen underviste ham også 
i akkupunktur og massage, og dette 
optog så meget af hans tid, at han 
ikke kunne studere så meget engelsk, 
som han ønskede. 

Son Chi III holdt vældig meget af en- 
gelsk og ville gerne lære mere. Der- 
for spurgte han sin engelsklærer som 
også var blind, om han kunne skaffe 
ham en amerikansk ven. Og det kun- 
ne han sandelig, for broder Lee, som 
underviste i engelsk, var medlem af 



Jesu Kristi Kirke og sendte omgåen- 
de to missionærer hen til Chi III. 
I flere måneder studerede han evan- 
geliet sammen med missionærerne, 
og han blev og mere interesseret. Da 
han blev spurgt om, hvornår han fik 
et vidnesbyrd, svarede han: „Jeg kan 
ikke udpege et bestemt tidspunkt, 
hvor sandheden gik op for mig. Det 
skete nemlig lidt efter lidt, efterhån- 
den som jeg studerede evangeliet, 
men en af de ting, som berørte mig 
dybest, var frelsens plan og den 
kendsgerning, at jeg igen engang 
skal leve sammen med mine foræld- 
re," siger vor koreanske broder og 
bevidner endnu engang, at Herrens 
Ånd virker på samme måde overalt 
på jorden. 



Ny understregning af 
genealogi 

En ny regel med det formål at gøre 
de genealogiske fremgangsmåder 
enklere trådte i kraft den 1. august 
1976. 

Efter den nye regel vil det ikke læn- 
gere kræves, at indsendere til Ge- 
nealogical Department opfører ordi- 
nansedatoer, når tempelordinansear- 
bejde er blevet udført for deres af- 
døde slægtninge. Når skemaer er 
blevet klargjort til tempelordnanser, 
vil indsenderen modtage et kode- 
nummer for de indsendte navne. Det- 
te nummer vil vise, at ordinansearbej- 
det vil blive udført, og indsenderen 
kan færdiggøre sine familieskemaer. 
Tidligere blev skemaerne ikke betrag- 
tet som komplette, før de virkelige 
ordinansedatoer var modtaget. 
George H. Fudge, leder af Genealo- 
gical Department, siger at reglen er 
„en forandring for at understrege det 
genealogiske." Det medlem af kirken, 
som ikke er optaget af eftersøgning 
af sine slægtslinier, behøver ikke 
nødvendigvis at have ordinanseda- 
toerne nogensteds på sine skemaer. 
Det han førts og fremmest skal be- 
kymre sig om, bør være at arbejdet er 
udført, og det er hved kodenummeret 
brugestil. 
„Det er nødvendigt, at vi husker, at 



den officielle optegnelse over tem- 
pelordnanser findes i Salt Lake City, 
og ikke i de enkelte hjem." 
Broder Fudge siger, at hvis der virke- 
lig er brug for ordinansedatoerne, 
kan disse oplysninger fås enten ved 
personligt at undersøge Computer 
File Index (CFI), som der findes ko- 
pier af i de fleste genealogiske del- 
biblioteker og som er til rådighed for 
kirkebygningsbiblioteker, eller i Ge- 
nealogical Departments arkiver. 
En ny blanket, „Anmodning om tem- 
pelordinansedatoer" (Lager nr. PFGS 
0073) Distributions Centret, vil blive 
brugt til at skaffe disse oplysninger. 
Eftersom det ikke længere kræves, at 
indsendere opfører ordinansedatoer 
for deres afdøde forfædre, vil Genea- 
logical Department tage betaling for 
at yde denne tjeneste. Hver eftersøg- 
ning i hvert enkelt arkiv vil koste 50 
cents. Hvis en indsender søger oplys- 
ninger om et navn fra hvert af de tre 
skemaarkiver, vil det koste $ 1.50. Be- 
talingen skal vedlægges anmod- 
ningsblanketten. 



Stjernen i 125 år 

For 25 år siden: 

David O. McKay besøgte Danmark i 
dagene 14.-16. juni 1952. 
Modtagelsen i Kastrup lufthavn var 
enestående, skrev en avis. 600 
mennesker overværede møderne. 

I Schweiz blev tempelgrunden købt 
hvor senere det tempel, som vi i dag 
kender så godt, skulle opføres. 

LeGrand Richard født i 1886 blev 
ordineret til apostel i april. 

Odense byggegrund blev indviet i 
oktober. 

Stavspatriarken Bjarne Gram blev 
ordineret til diakon, den 26. oktober, 
3 dage før sin far Kai Aage Gram. 

- Og mange emigrerede det år til 
USA og Canada. 

Og kirkens samlede medlemstal var 
31. dec. 1951: 1.147.157 - så vi er 
blevet nogle flere i løbet af de 25 år. 



+ ^ VU -Ivr t ^ To r / i%uvaJiiri ( t' 1u 
^Uv^l^:;%73irur; b »Wfø dun 




r 



\